Sejren udeblev for Danmark og Kasper Hjulmand i tirsdagens 0-0-kamp i Nations League mod England i Parken.
Dermed endte Hjulmands første to kampe som nyansat landstræner med et enkelt point. I lørdags tabte Danmark med 0-2 hjemme til Belgien.
Og for Hjulmand handler det om resultater, om at skaffe sejre.
- Jeg havde virkelig drømt om en sejr. Det fedeste i verden er at vinde kampe. Det ville jeg gerne have været med til.
- Jeg har gået i lang tid og tænkt på, hvor meget vi egentlig kan rykke og få ud af de træninger, vi har haft sammen, siger Hjulmand.
Spillemæssigt er der kommet noget ud af det, fastslår landstræneren på pressemødet efter kampen.
- Hvis man ser på, hvad vi har fået ud af ugen, så tog vi nogle små skridt efter at have lavet justeringer efter den første kamp.
- Jeg har en masse idéer, og jeg ved godt, at vi bliver nødt til at tage dem i små skridt. Vi kan ikke lægge det hele på fra start, siger Hjulmand.
Landstræneren er især tilfreds med de skridt, holdet har taget i forhold til at implementere et presspil, der virker.
Danmark kom også frem til de fleste chancer, men Kasper Dolberg og Christian Eriksen brændte de største af slagsen for Danmark, inden Harry Kane fik reddet et forsøg på målstregen i overtiden.
- Det var en meget svær kamp mod en af de stærkeste modstandere i verden. Vi gjorde det rigtig godt.
- Det var en kamp, der ikke havde mange chancer, men vi havde de tre største indtil kampens sidste minut, siger Hjulmand.
Han godkendte den defensive indsats og roste forsvaret.
- Jeg synes, at begge hold var meget opmærksomme på ikke at blive fanget i kontraangreb.
- Vi gjorde vores bedste for at stå kompakt, men også presse højt med stor intensitet. Begge hold havde svært ved at skabe chancer, siger han.
Generelt var Hjulmand meget positiv efter kampen.
- Det var vigtigt at få et point og få vist, at det er svært at skabe chancer mod Danmark. Det er et vigtigt element i vores spil, og vi skal udvikle os derfra.
- Næste gang vil vi have bedre mulighed for at udvikle os mere fremad banen, når spillerne er i bedre form fordi sæsonen er i gang, siger Hjulmand.
/ritzau/