Hertha Berlin har taget konsekvensen af en skidt periode i Bundesligaen og fyret cheftræner Bruno Labbadia og sportsdirektør Michael Preetz.
Det meddeler bundesligaklubben på sin hjemmeside.
Holdet fra den tyske hovedstad kæmper for at undgå nedrykning fra den bedste fodboldrække i Tyskland.
Lørdag tabte holdet 1-4 hjemme til Werder Bremen og tabte dermed for tredje gang i de seneste fire kampe.
Det er kun blevet til en enkelt sejr i de seneste otte ligakampe.
Samlet ligger Hertha på 14.-pladsen med blot fire sejre for sæsonen, og holdet er også ude af den nationale pokalturnering.
54-årige Labbadia har stået i spidsen for klubben siden april 2020. Tidligere har han været i en stribe andre tyske klubber. Det vides endnu ikke, hvem der tager over.
Michael Preetz, der også var i klubben som spiller, har siddet på posten som sportsdirektør siden 2009, men er ligesom Labbadia fortid i klubben nu.
I stedet skal Preetz' opgaver varetages af Arne Friedrich, lyder det i meddelelsen.
/ritzau/