BRØNDBY STADION (Tipsbladet): Brøndby IF havde noget at revanchere mod gæsterne fra AGF, der som bekendt ødelagde sidste sæsons guldfest på målstregen.
At første afslutning kom efter 26 minutter fortalte bare noget om, at revanchen ikke skulle tages for enhver pris. Det var en låst affære, som først for alvor åbnede sig op, da Patrick Mortensen stangede AGF i front.
Det blev kampens eneste scoring trods et tungt Brøndby pres til slut.
Brøndby IF - AGF 0-1 (0-0)
0-1 Patrick Mortensen (71.)
Kampens bedste:
Brøndby IF
Det er svært for alvor at få øje på nogen, som leverede en indsats til topkarakter. Mathias Kvistgaarden kom ind med noget energi, men det ebbede hurtigt ud. Højresiden med Sean Klaiber og Sebastian Sebulonsen så spændende ud, men det blev ved lige ved og næsten, og det samme var tilfældet med Clement Bischoff, der var evigt udfordrende.
AGF
Hvad skal man efterhånden mere sige om Patrick Mortensen? I en kamp, der længe lignede en nulløsning, dukkede han op. Generelt var det ikke meget, AGF-kaptajnen var i centrum for begivenhederne, men det er også fløjtende lige meget, når han scorer sejrsmålet.
Kampens værste:
Det var en kønsløs omgang fra Brøndbys side, der aldrig rigtig formåede at lægge et afgørende tryk på AGF. Der manglede skarphed og den fornødne kvalitet flere steder på banen. Yuito Suzuki-magien synes forduftet, og så er Josip Radosevic altså et mysterie. Der kan ikke være to meninger om, at han efterlader alt på banen, men nogen boldkunster bliver han aldrig. Et stort suk gik igennem stadion, da han kort inde i anden halvleg missede en simpel aflevering over få meter. Andre gange sad pasningerne lige i skoen på en holdkammerat. Mystisk tendens, når det kommer til kroatens afleveringsspil.
Kampens detalje:
For Norge og Sebastian Sebulonsen er det en skam, at 100 meter finalerne ved de Olympiske Lege er afviklet, for ellers havde de et godt kort i højrebacken. Er du vimmer en sprint, han leverede, da Gift Links, der bestemt ikke er langsom, blev sendt alene igennem. Sebulonsen kom som skudt ud af en kanon og fik lukket ned for sydafrikaneren.