Video : Tipsbladet
Bundesliga

Kørt over: Selv to Haaland-kasser var i underkanten for Dortmund

To flotte mål af Erling Haaland var ikke nok for Dortmund, som tabte 2-4 ude mod Borussia Mönchengladbach.

Fredagens Borussia-slag i toppen af den tyske Bundesliga endte med en 4-2-sejr til Mönchengladbach over Dortmund i en voldsomt ujævn men underholdende affære.

Gladbachs første sejr i seks år over Dortmund sender klubben forbi blandt andre Dortmund og op på den fjerdeplads, som giver adgang til næste sæsons Champions League.

Det var samtidig Dortmunds tredje kamp på stribe uden sejr efter uafgjort mod Mainz og nederlag til Bayer Leverkusen.

Det var en kamp med et underligt og ekstremt omskifteligt forløb, hvor Dortmund gjorde det svært for sig selv gennem store dele af kampen.

Gæsterne kom helt skævt ind i kampen, hvor det virkede til, at samtlige spillere stod på hælene.

Gladbach sad totalt på opgøret, og det var kun med hjælp fra VAR, at Dortmund ikke allerede efter godt to minutters spil var bagud efter ringe forsvarsspil.

Efter ti minutter gik den dog ikke længere. Nico Elvedi kunne i helt fri position heade et frispark i kassen, og selv om han var på grænsen til offside, kom VAR ikke gæsterne til undsætning denne gang.

På positivsiden så målet ud til at vække de slumrende Dortmund-talenter. I særdeleshed to af dem.

Med seks minutters mellem fra midtvejs i halvlegen diskede Jadon Sancho op med to flotte frispilninger til den norske målmaskine Erling Haaland, som kvitterede med to lige så fremragende afslutninger.

Fra at have været helt væk i kampen sad Dortmund nu på det hele. Billedet var vendt totalt på hovedet. Men ikke mere end at blot en enkelt fejl kunne ændre på det igen.

Den kom få minutter efter 2-1-målet. Målmand Roman Bürki boksede et ufarligt frispark direkte ud i fødderne på Elvedi, og den ringe målmandsaktion gjorde Elvedi til dobbelt målscorer.

Mens Dortmund famlede videre efter et stabilt niveau efter pausen, kom der mere styr på organisationen hos hjemmeholdet.

Dortmund kom igen skidt fra land, og da Ramy Bensebaini efter fire minutter flot sparkede bolden ind i det lange hjørne, var det op ad bakke.

Der blev lagt pres på fra gæsterne, men de største chancer kom til Gladbach på kontrastød. Dem var der en del af. 4-2 virkede mere nærliggende end 3-3.

Det blev dog en dødbold og ikke en kontra, som beseglede Dortmunds skæbne i kampen, da indskiftede Marcus Thuram i 78. minut headede kampens sidste mål ind.

/ritzau/