Video : Tipsbladet
Superliga

Glad Daramy efter ministerindgreb: Det er positive nyheder

På baggrund af artikler på tipsbladet.dk har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye ændret reglerne for grundlovsceremonier i forbindelse med dansk statsborgerskab, og det kommer blandt andre FCK-spillere Mohamed Daramy til gode. Det glæder den unge angriber og hans arbejdsgiver.

I sidste uge kunne tipsbladet.dk afsløre, at FCK-spilleren Mohamed Daramy skulle vente over et år på at få dansk statsborgerskab på grund at et hul i lovgivningen, men tirsdag tog udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sagen i egen hånd og ændrede reglerne på baggrund af historien i disse spalter.

Nu skal Daramy formentlig kun vente halvanden måned i stedet for halvandet år på at få et dansk pas.

- Det er selvfølgelig positive nyheder. Jeg håber meget, at det går i orden, så jeg ikke skal igennem et nyt langt forløb med ansøgning. Jeg vil meget gerne have muligheden for at spille for Danmark, og derfor håber jeg, at det hele går i orden hurtigt, siger Mohamed Daramy til tipsbladet.dk.

Forklaringen bag regelændringen er, at børn og unge under 18 år, hvis forælder opnår dansk indfødsret, også kan få indfødsret som såkaldt biperson. Det stod Mohamed Daramy til at misse med få uger eller måneder. Man skal nemlig til en grundlovsceremoni hos sin lokale kommune, før ens statsborgerskab træder i kraft. De ceremonier kan tidligst finde sted en måned, efter Folketinget vedtager loven om at tildele indfødsret til en gruppe mennesker.

Læs også:Minister bekræfter: Daramy-sag fik mig til at lukke hul i lovgivningen

Loven, der skulle give FCK-spillerens mor, Isata Daramy, dansk pas, vedtages efter planen lige før jul. Hvis hun skal vente mindst en måned på en grundlovsceremoni, når hendes fodboldspillende søn altså at fylde 18 år i mellemtiden.

Men det behøver hun altså ikke længere. Efter Mattias Tesfayes regelædring er det nu muligt at afholde en grundlovsceremoni med kort varsel, så Mohamed Daramy, og andre unge i samme situation, ikke kommer i klemme. 

Det eneste, der mangler, for at Mohamed Daramy kan få dansk statsborgerskab inden sin 18 års fødselsdag den 7. januar, er, at Hvidovre Kommune indvilliger i at afholde en gundlovsceremoni inden, og det fastslog borgmester Helle Moesgaard Adelborg (S) onsdag aften over for TV2, at kommunen er helt indstillet på at gøre. 

Læs også:Efter afsløring: Daramy får ny chance for dansk pas - minister ændrer regler

Dermed kan det næsten kun være et spørgsmål om kort tid, før Mohamed Daramy kan kalde sig dansk statsborger, og det glæder i høj grad også angriberens arbejdsgiver. 

- Det er positivt, at man fra ministerens side har set det på samme måde som os, og at det ikke er lovens intention at stå vejen for, at unge mennesker som Mohamed kan få deres drøm om dansk statsborgerskab opfyldt.

- Nu tror og håber vi, at man fra kommunal side vil have samme tilgang til det, så unge som Mohamed ikke kommer i klemme utilsigtet, siger Johan Lange, der er teknisk direktør i FC København.

Mohamed Daramy har rødder i Sierra Leone. 

Læs også:Efter tipsbladet.dk’s henvendelse: Minister inddraget i Daramy-sag

Læs også:Daramy: Det er svært for mig at se de andre tage af sted med landsholdene

Læs også:Afsløring: FCK-komet risikerer at vente over et år på dansk pas

Læs også:DBU-boss: Daramy er selvfølgelig interessant for de danske U-landshold