Brøndby IF har indtil videre ikke foretaget sig alverden i januars transfervindue, men der skal formentlig nok ske ting og sager på den københavnske Vestegn inden 31. januar.
Der er i hvert fald mange spørgsmål, der melder sig.
Et af de helt væsentlige drejer sig om klubbens skrantende økonomi, for har fodbolddirektør Carsten V. Jensen overhovedet penge til rådighed, så han kan forstærke Brøndby-truppen i det igangværende transfervindue?
- Det skal altid være en mulighed for os, og det, synes jeg, også det er. Men vi skal have en biks, der hænger sammen på lang sigt, så der skal noget særligt til. Lige nu skal vi ikke bruge store midler på fodboldspillere, men vi har et beredskab, som er i stand til lidt af hvert. Det er ikke noget, vi planlægger at gøre brug af, siger Carsten V. Jensen.
Brøndby IF forlængede tidligere på ugen aftalen med Rezan Corlu, der er udlejet til Lyngby Boldklub, og mod slutningen af 2019 indgik de blå-gule også nye aftaler med Peter Bjur og reservemålmand Mads Hermansen. Mere i den dur er på trapperne.
- Jeg håber, der kommer en kontraktforlængelse mere i denne uge. Vi kom med et par stykker før jul, og så kommer der én yderligere i denne uge, afslører Carsten V. Jensen.
Brøndby-bossen vil ikke afsløre, hvem der er tæt på at forlænge, men der er næppe tvivl om, at der er tale om enten Jesper Lindstrøm, Morten Frendrup eller Anton Skipper, som han tidligere har givet udtryk for, klubben gerne vil forlænge med.
Læs også:Har været rygtet til Danmark: FCM-profils tvillingebror åbner for skifte
- Inden længe tror jeg, at en tredjedel af truppen er spillere med Brøndby-baggrund fra Masterclass, og det er vi jo tilfredse med. Men det skal også være en tredjedel af spilletiden, og der er vi jo et stykke fra, siger "CV".
Snart melding om Johan Larsson
Også Johan Larsson snakkes der om i krogene.
Den tidligere Brøndby-anfører havde udløb 31. december, og han var ikke med, da spillerne torsdag trænede for første gang i 2020. Men snart bliver Johan Larssons skæbne meldt ud til offentligheden.
- Vi regner med at kunne melde noget ud inden for relativt kort tid. Jeg kommer ikke til at sige andet lige nu, end vi melder noget ud meget snart, siger Carsten V. Jensen om den svenske back.
Brøndby-bossen fortæller desuden, at der ikke er nyt i sagen om Dominik Kaiser, som de blå-gule fortsat diskuterer fremtiden med. Det samme gælder for så vidt angriberen Ante Erceg, der er helt ude i kulden, og som Brøndby gerne vil af med.
- Det er ikke nogen hemmelighed. Vi havde samme øvelse i seneste vindue, men der kunne enderne ikke mødes. Vi er forpligtet og kan kun komme frem med de muligheder, der ligger foran os. I sidste ende skal Ante selv føle, det er en mulighed for ham også, siger han.
I december blev Ante Erceg sat i forbindelse med sin tidligere klub Hajduk Split.
Læs også:Brøndby IF opruster: Ansætter ny analytiker
- Det er rigtigt, at Hajduk Split lå lidt til venstre benet, men som jeg er orienteret, er der sket en ændring i den sportslige ledelse i klubben, fastslår Carsten V. Jensen.
Ny mand i førsteholdstruppen
Brøndby IF meldte torsdag ud, at Tobias Børkeeit, Kasper Fisker, Hjörtur Hermannsson, Josip Radosevic og Joel Kabongo døjer med længerevarende skader, men det slår ikke direktøren ud af kurs.
- Vi sluttede efteråret med et hold på banen, og det er de samme, der er til rådighed nu. Og så er vi startet op nu her med Anis Ben Slimane, som er midtbanespiller. Han træner med her i opstarten, og det er en spiller, vi har en længere aftale med. Der er ikke færre alternativer end til seneste kamp, siger "CV".
Brøndby-bossen har tidligere udtalt, at truppen skal slankes, men med tanke på den aktuelle skadessituation, er det knap så presserende.
- Vi skal være nok spillere til, at vi kan sætte et tilfredsstillende hold sammen, og vi har været for mange, men hvis man tager den nuværende situation med fem skadede spillere, er vi 23 spillere, og så er vi ved at være der, slutter Carsten V. Jensen.
Brøndby IF møder OB i Superliga-premieren.
Læs også:Blå-gult hjerte i kongeblå farver: Rezan Corlu afventer fremtiden
Læs også:Kamil Wilczek bekræfter: Tyrkisk topklub var interesseret i sommer
Læs også:Ny bøde for pyro: FC København har bedt UEFA om hjælp