Vinterpausen med træningslejr og testkampe er ovre, og det går snart løs igen i Superligaen. I Brøndby er flere af klubbens store profiler blevet solgt, og det åbner op for mere spilletid til en spiller som 18-årige Morten Frendrup.
Det er noget, som han hilser velkommen, fortæller han i et interview på Brøndbys officielle hjemmeside.
- Efter gennemsnitsalderen i truppen er faldet, er det klart, at der er kommet mere fokus på os unge. Det betyder samtidig, at der hviler et større pres på vores skuldre, men jeg synes også, at opstarten har vist, at vi har været gode til at tage det til os, siger han og fortsætter:
Læs også:Brøndbys Jung ser sig selv tilbage i Tyskland
- Jeg nyder at spille fodbold og at få muligheden for at spille fra start, det har været dejligt. Jeg er en type, som godt kan lide at tage ansvar, så det nyder jeg godt af, lyder det fra Morten Frendrup.
Brøndby har i vinterpausen taget afsked med både Kamil Wilczek, Hany Mukhtar og Dominik Kaiser.
I den første kamp i forårssæsonen skal Brøndby møde OB på udebane, og Frendrup selv kan næsten ikke være i sig selv over, hvor meget han glæder sig til, at Superligaen bliver sparket i gang igen.
Læs også:Optakt: OB - Brøndby IF
- Vi glæder os, og det kribler i hele kroppen, for at komme i gang med at spille om point igen. Jeg har stor tiltro til, at der er kvalitet i holdet, og at vi nok skal lykkes i det her forår, udtaler Brøndby-midtbanespilleren.
Kampen mellem OB og Brøndby spilles søndag klokken 18, og den sendes direkte på TV3+.
Læs også:Blog: 10 ting jeg glæder mig til i Superliga-foråret
Læs også:Niels Frederiksen giver Jung ny position: Det er nok der, vi ser ham lige nu
Læs også:Superliga-spørgsmål: Er Brøndby blevet strippet for alle våben?