Pione Sisto har været nede i en bølgedal i størstedelen af denne sæson, men i torsdagens opgør mod Manchester United gav FC Midtjylland-profilen forhåbninger om, at han er ved at genfinde topformen, da han scorede et pragtmål i midtjydernes imponerende 2-1-sejr.
Da Pione Sisto var på sit hidtil bedste i sommeren 2015, troede de fleste, at guldfuglen ville blive solgt fra FC Midtjylland, men af flere årsager skete det ikke. En af de klubber, der bejlede til Sisto, var Ajax Amsterdam, men i løbet af det seneste halve år har der ikke været meget snak om Sisto og den danskerglade klub i Holland. Det betyder dog ikke, at interessen er falmet.
De Telegraaf skriver, at Ajax Amsterdam havde en mand på MCH Arena i torsdags for at besigtige Pione Sisto i opgøret mod Manchester United, og FCM-profilen solgte altså sig selv på bedst mulige måde med en scoring. Nu bekræfter Ajax-træner Frank de Boer, at danskeren stadig er på blokken i den hollandske storklub.
- Det mål, han lavede mod Manchester United, var et typisk Sisto-mål. Man ved, at han kan skabe noget ud af ingenting. Om det er en spiller, vi har på radaren? Ja, vi holder øje med ham, siger Frank de Boer.
BT skrev forud for denne sæson, at Ajax var klar til at betale 45 millioner kroner for Pione Sisto, men buddet blev afvist af FC Midtjylland. Til sommer kan der meget vel tikke endnu et bud fra Amsterdam ind i faxmaskinen på FCM-direktør Claus Steinleins kontor.