Video : Tipsbladet
Superliga

Fortsætter i FC Nordsjælland: Han er uvurderlig!

Superligaens største stjerne fortsætter i FC Nordsjællands stab, og det er Johannes Hoff Thorup meget begejstret for.

Superligaens velsagtens største stjerne findes i FC Nordsjællands trænerstab.

En Champions League-titel, to engelske mesterskaber og tre pokaltitler med Chelsea taler for sig selv, når det kommer til Michael Essien, der i sine velmagtsdage var blandt verdens bedste midtbanespillere.

Han har lagt støvlerne på hylden og kastet sig over trænergerningen i FC Nordsjælland, hvor han for nyligt forlængede sin aftale som Player Coach med yderligere to år frem til sommeren 2025.

Tipsbladet kunne som de første fortælle om forlængelse af Michael Essien, der har haft rollen som Player Coach siden sommeren 2020. Siden januar har hans chef været Johannes Hoff Thorup, og Hoff Thorup glæder sig rigtig meget over forlængelsen med den ghanesiske superstjerne.

Det fortæller han til Tipsbladet.

- Han har en kæmpe rolle i dagligdagen, som er uvurderlig. Michael er ikke typen, der har behov for at være allermest synlig eller i medierne. Han kan bedst lide at arbejde lidt mere tilbagetrukket. Men han har en rigtig vigtig rolle i forhold til vores integration af vores ghanesiske og ivorianske spillere.

- Her er han meget inde over og har individuelle samtaler med dem. Det er ham, jeg går til, når jeg skal høre, hvad der rører sig omkring spillerne. Han bruger rigtig meget tid sammen med spillerne, og derfor er han lidt en forlænget arm fra spillertruppen og til trænergruppen.

Udover at Michael Essien fortsætter i sin rolle, så er Flemming Pedersen også på plads som teknisk direktør, mens Jens Olsen er blevet ny assistent og Thomas 'TK' Kristensen er kommet til fra Lyngby som transitionstræner.

- Der er sket meget i vores setup, men der bør ikke være nogen forskel. Vi har det samme antal personer til at tage sig af de roller, som skal dækkes ind og klares i hverdagen, siger Johannes Hoff Thorup.

Da han overtog roret fra Flemming Pedersen tilbage i januar, var FCN's klubmand fortsat inde omkring førsteholdet. Nu kommer der nye hænder i Flemming Pedersens sted.

- Under kampe vil det være det samme setup, men det bliver bare nogle andre personer, som kommer til at varetage arbejdsopgaverne. Vi står rigtig stærkt, og vi har også fået Jens Olsen ind som assistenttræner, som besidder en stor erfaring og kan bidrage med rigtig meget.

- Jeg er glad for det setup, som vi har, men dermed ikke sagt, at jeg ikke kommer til at savne Flemming. Jeg har været rigtig glad for hans og mit samarbejde. Så jeg har også sagt til Flemming, at han bare skal byde sig til i det omfang, han er til rådighed.

FC Nordsjælland indleder den nye sæson mandag hjemme på Right to Dream Park, når Viborg FF kommer på besøg.

Foto: Getty Images.