Video : Tipsbladet
Superliga

Første mål i 15 kampe: Lyngby-spids har ikke følt krise

Efter 14 kampes måltørke fik Emil Nielsen hul på bylden, men angriberen har ikke følt sig i målkrise.

15. gang blev lykkens gang for Emil Nielsen, der fredag scorede sit første mål i Lyngby-trøjen i 1-1-kampen mod FC Nordsjælland i 3F Superligaen.

Den 26-årige angriber var naturligvis glad for at få slettet nullet, men den lange måltørke har ikke fyldt noget.

- Jeg har ikke rigtig følt, jeg har været i den her scoringskrise, fordi jeg har fået så meget kærlighed og så mange skulderklap.

- Det har været tæt på mange gange, så jeg vidste, at det nok skulle komme, hvis jeg blev ved med at arbejde hårdt, siger Emil Nielsen.

Netop det hårde arbejde får angriberen stor ros for fra sin cheftræner.

Læs også:Udskældt Lyngby-angriber sikrer uafgjort i lokalbrag

- Emil har kæmpet hårdt og har holdt skruen i vandet i en hård periode. Han har efterlevet vores værdier og ikke sat sig selv i forreste række i den periode, hvor han har haft det svært.

- Vi har hele tiden set ham lave massevis af mål til træning, så vi vidste, at det var et spørgsmål om tid, siger Lyngby-træner Christian Nielsen.

Han suppleres af Lyngby-spilleren Lasse Fosgaard:

- Det er fantastisk for både Emil og holdet. Vi har alle sammen haft ondt af ham, fordi vi ved, hvor mange gode ting han gør for holdet, lyder det fra Fosgaard.

Det er ikke første gang i karrieren, at Emil Nielsen oplever en måltørke.

Læs også:Frustreret FCN-profil: Man skal passe på, hvad man siger

- For nogle år siden scorede jeg 34 mål i en sæson, men jeg scorede ikke i de første otte eller ti kampe, så jeg har lidt prøvet det før.

- 14 kampe er måske lidt for mange, men det betyder ikke, at man har glemt, hvor målet står, siger Lyngby-angriberen med et stort smil.

Emil Nielsen, der har en fortid i AGF og norske Rosenborg, kom til Lyngby fra FC Roskilde i sommer.

/ritzau/

Læs også:Lyngby-målscorer: Det er en lettelse

Læs også:Bedst og værst: Udskældt Lyngby-angriber fik endelig hul på bylden

Læs også:LIVE: Sådan gik det, da Lyngby Boldklub mødte FC Nordsjælland