Video : Tipsbladet
Landshold

Danmark kan nå finalestævne: Det vil være en milepæl

Man kan mærke, at der er mere på spil mod Belgien end i de fleste andre kampe, siger Christian Eriksen.

Der står meget på spil, når Danmark møder Belgien på udebane i gruppefinalen i Nations League onsdag aften, og i den danske lejr mærker man også vigtigheden af kampen på en særlig måde.

En dansk sejr vil nemlig sikre førstepladsen i gruppen, hvilket udløser en plads ved turneringens Final 4-stævne næste år, guldregn over DBU samt en VM-livline, hvis den almindelige kvalifikation frem mod VM i 2022 skulle kikse.

- Jeg tror, at vi alle sammen glæder os utrolig meget, og man kan godt mærke, at der er mere på spil end i de andre kampe, siger Christian Eriksen på et pressemøde.

- Jeg tror ikke, at mange havde skænket os en mulighed for at ende over England og kunne være så tæt på at vinde gruppen, som vi er nu, siger fynboen.

Også målmand Kasper Schmeichel mærker en fokuseret stemning i den danske trup.

- Det føles som en finale. Vi har arbejdet for at komme i en position, hvor vi kan vinde en gruppe så stærk som den her. Det er en fantastisk position at stå i. Belgien er selvfølgelig favorit på hjemmebane, og de fører gruppen, men vi har en mulighed, og den glæder vi os til at forfølge, siger Schmeichel.

Landstræner Kasper Hjulmand mener, at det kan blive en kamp, der ender med at blive rangeret som en af de vigtigere i landsholdets historie.

- Kampen rangerer højt. Det er en relativt ny turnering, men det er enormt prestigefyldt at komme med til Final 4-stævnet. At kunne tage derned næste år vil være en stor ting for dansk fodbold i sin helhed, og det vil være en milepæl at kunne klemme sig med blandt de fire bedste.

- Man kan godt mærke, at det er en finale, og der står en masse på spil, siger Hjulmand.

Landstræneren understreger dog også, at han har fokus på den sportslige gevinst ved at vinde gruppen frem for at skele til økonomien i en sejr.

En gruppesejr vil give Dansk Boldspil-Union ekstraindtægter på mindst 35 millioner kroner.

/ritzau/