Video : Tipsbladet
Superliga

Fire Superliga-klubber klar til at fritage utrygge spillere fra kamp

I fire Superliga-klubber er man klar til at give utrygge spillere fri fra kamp, skriver DR Sporten.

Divisionsforeningen håber på at genstarte Superligaen den 29. maj med klare protokoller, som skal sørge for, at kampe kan afvikles forsvarligt. Men hvis en spiller ikke er tryg ved at spille kampe, er man i fire klubber klar til at fritage spillerne fra kamp. Det skriver DR Sporten, der har været i kontakt med 12 af de 14 Superliga-klubber.

FC Nordsjælland, AaB, Hobro og Brøndby har alle fortalt til DR, at de er klar til at give spillere fri fra kamp, hvis de frygter at blive smittede.

Læs også:AC Horsens-træner frygter ikke konkurs: Ikke i tvivl om, at vi overlever

Til gengæld har de otte øvrige klubber, som DR Sporten har været i kontakt med, ikke givet et konkret svar. De otte er AGF, FC Midtjylland, Esbjerg, Silkeborg IF, AC Horsens, Sønderjyske, OB og FC København, og de fire sidstnævnte har i stedet henvist til Divisionsforeningen.

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, siger til gengæld til DR Sporten, at en sådan situation skal håndteres internt i klubberne.  

Læs også:Anfører afslører: Endnu et Superliga-tophold er klar til at gå ned i løn

- Jeg vil og kan ikke udtale mig om interne personaleforhold. Det skal håndteres af den enkelte klub. Vi har drøftelser med Spillerforeningen om, hvordan protokollerne er. Og det er vores indtryk så langt, at Spillerforeningen også finder at protokollerne skaber en tryg ramme for spillerne, siger Claus Thomsen.

De to sidste klubber, Randers FC og Lyngby BK, har ikke svaret, skriver DR.

I både England og Spanien har spillere erklæret sig utrygge ved at starte sæsonen for tidligt. Eksempelvis har Manchester City-stjernen Sergio Aguero sagt, at størstedelen af spillernee er bange. 

Læs også:OB-boss om Sabbi: Kommer afklaring, når vi ved, hvornår vi starter

Læs også:Fodboldspilleres værdi kan styrtdykke under coronakrisen

Læs også:10 vilde Superliga-rekorder der ikke bliver slået foreløbigt