Schweiziske myndigheder gjorde sig noget af et fund, da de undersøgte tidligere topfolk i Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) bankkonti.
Intet mindre end 201 million dollar blev fundet på bankkonti tilhørende omkring 40 tidligere Fifa-topfolk, der var tiltalt for korruption.
Pengene skal nu betales til Fifa. Det har det amerikanske justitsministerium besluttet.
Blandt ejermændene af bankkontiene er blandt andre Sepp Blatter, som mellem 1998 og 2015 var præsident for Fifa.
Pengene dækker tab i en række kontinentale fodboldforbund, som Fifa kalder "ofre for årtiers korrumpering af fodbold".
Fodboldforbundet oplyser, at pengene skal gå til en nyoprettet fond: Fonden for International Fodbolds Bedring.
Fra fonden skal pengene gå til at finansiere fodboldrelaterede projekter.
Nuværende præsident for Fifa Gianni Infantino takker det amerikanske justitsministerium for dets beslutning.
- Det glæder mig at se, at penge, der ulovligt blev sneget ud af fodbold, nu bliver tilbagebetalt og kan bruges til det, som de var tiltænkt, siger han.
Korruptionssagen startede, da schweiziske myndigheder på vegne af det amerikanske justitsministerium i 2015 ransagede Fifa. Flere end 40 daværende topfolk i Fifa blev efterfølgende tiltalt i sagen.
- Sandheden er, at det er takket være razziaen i 2015, at vi har været i stand til grundlæggende at ændre Fifa fra en giftig forening, som det var dengang, til et højt respekteret og troværdigt idrætsforbund, siger Gianni Infantino.
- Gudskelov er vi længst forbi denne uheldige æra, og det er fantastisk at se en så betydelig sum penge gjort tilgængelig for Fifa-fonden, som kan gøre en kæmpe positiv forskel for et utal af mennesker i fodbold på internationalt plan - ikke mindst for unge og sociale programmer.
/ritzau/dpa