Det svenske fodboldlandshold bliver ligesom det danske ramt af Storbritanniens skærpede karantænekrav mod personer, der kommer til landet fra Danmark.
Sverige skal nemlig møde Danmark onsdag, og mens Danmark til kampen må se bort fra spillere, der har sin daglige gang i de britiske ligaer, så må Sveriges det samme.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Victor Lindelöf (Manchester United), Robin Olsen (Everton), Emil Krafth (Newcastle), Ken Sema (Watford) og Filip Helander (Glasgow Rangers) er således blevet udeladt til testkampen mod Danmark.
Tre dage efter kampen mod Danmark skal Sverige møde Kroatien i Nations League. Her forventer direktøren for det svenske landshold, Stefan Pettersson, at de fem spillere kan være med.
Sverige har søndag eftermiddag ikke sat navne på, hvem der eventuelt erstatter de fem svenskere i truppen til kampen mod Danmark.
Tidligere søndag meddelte Det Svenske Fodboldforbund, at landstræner Janne Andersson også misser onsdagens kamp på Brøndby Stadion.
Andersson er blevet sendt i coronakarantæne efter at have været i tæt kontakt med en person, der er smittet.
Lørdag indførte Storbritannien et indrejseforbud for danskere. Samtidig skal alle briter og personer med fast bopæl i Storbritannien gå 14 dage i selvisolation, hvis de har været i Danmark.
Årsagen er frygt for udbredning af den muterede form for coronavirus, der er blevet fundet på nordjyske minkfarme, og som har ført til nedlukning af Nordjylland.
/ritzau/