FCN stadig hårdt ramt offensivt
FC Nordsjælland er sammen med de 11 andre Superliga-klubber i gang med de sidste forberedelser til de 15 afgørende Superliga-runder i foråret.
FC Nordsjælland skyder ligaen i gang 3. marts ude mod AGF i en kamp, der er ganske vigtig for topstriden i tabellen.
Nordsjællænderne døjer dog med en del skader i den offensiv, der i efteråret sprudlede og bød på fantastisk flot fodbold. Profilen Mikkel Beckmann røg allerede i januar på skadeslisten, da han måtte tage hjem fra ligalandsholdets tur til Thailand på grund af en fodskade, der stadig volder ham problemer.
- Beckmanns fod er i bedring, men det er svært at sige, hvornår han er helt klar. Han kunne sådan set godt spille, men det ville give mulighed for at forværre skaden. Vi vil af med det nu, så det ikke er noget, han kommer til at døje med i lang tid, siger Kasper Hjulmand, cheftræner i FCN til Frederiksborg Amtsavis.
I januar hentede Farum-klubben svensk-gambianeren Joe Sise, som der er høje forventninger til, men heller ikke han er klar, da han ankom som skadet på grund af en operation i det ene ben.
- Joe har fået et lille tilbagefald i det andet ben, og det har holdt ham væk fra træningsbanen, siger træneren der først regner med at kunne se sin nye angriber på træningsbanen, når klubben vender hjem fra træningslejr senere på ugen.
Også svenske Rawez Lawan og Andreas Granskov er begge ukampdygtige for tiden. Granskov bliver ikke aktuel til en forårspremieren, mens svenskeren venter på at få fremstillet en skinne, der kan sættes på en finger, der er brækket.
FC Nordsjælland scorede 25 gange i efteråret - fem af målene blev sat ind af Mikkel Beckmann, der blev sit holds topscorer foran Andreas Granskov og Nicolai Stokholm.
Netop Stokholm var igen på pletten, da onsdag blev til 2-2 mod norske Viking på La Manga. Nicolai Stokholm scorede på straffe, mens FCN's andet mål blev sat ind af forsvarsspilleren Michael Parkhurst.