FCN-profil om kæmpe afbrænder: Selv Nico havde sparket den ind
Nogle chancer er så store, at de burde være umulige at brænde.
Sådan én tilfaldt FC Nordsjælland-spilleren Mads Døhr Thychosen i første halvleg af søndagens opgør mod FC København, da det lykkedes ham at sparke bolden over et tomt mål fra cirka én meters afstand - du kan se chancen i videoen i toppen af artiklen.
Det var selvsagt ikke det stolteste øjeblik i højrebackens karriere.
Læs også:Det lærte vi af Superligaen: FC Midtjylland er i en klasse for sig
- Der er ikke så meget at forklare. Den skulle have været inde. Det er ligegyldigt, hvor man spiller på banen, så skal man sparke sådan én ind. Jeg tror, at selv Nico (målmand Nicolai Larsen, red.) havde sparket den ind, siger Mads Døhr Thychosen.
Han er meget tilfreds med FC Nordsjællands præstation i 1-1-kampen.
- Vi spiller Danmarks næstbedste hold ud af banen. I sidste uge mod FC Midtjylland var vi på hælene, så vi aftalte med hinanden, at vi skulle komme ud med et andet udtryk og vise, at vi sagtens kan være med. Og det kunne man se. Vi splitter dem stort set ad, siger Døhr Thychosen og tilføjer:
Læs også:FCN-træner imponeret af ung startdebutant: Han er god, ikke?
- Vi havde ikke en enste chance mod FC Midtjylland, og det må ikke ske, når vi spiller her - især ikke med de kæmpe talenter og dygtige individualister, vi har. Så må vi ikke blive holdt på nul chancer.
FC Nordsjælland har nu mødt FC Midtjylland og FC København i de seneste to runder, men Mads Døhr Thychosen har svært ved at sammenligne de to tophold.
- Jeg synes ikke, FC Midtjylland spillede deres bedste kamp her. De var klogere end os, og vi holdte ikke niveau. De så bedre ud, end FCK gjorde i dag (søndag, red.), fordi vi faldt i niveau mod FCM. Hvem der er det bedste hold, må de to slås om indbyrdes, siger han.
Næste opgave for FC Nordsjælland og Mads Døhr Thychosen er på onsdag mod AGF.
Læs også:Spilforslag til Superligaen: OB sabler Silkeborg IF
Læs også:FCN-anfører med kontraktudløb vil gerne blive
Læs også:Ståle om skadesproblemer: Har aldrig oplevet noget lignende