Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-assistent om fire teenagere på måltavlen: Business as usual

FC Nordsjælland er kommet godt i gang med sæsonen. Søndag gælder det SønderjyskE.

Seks scorede mål i en kamp på hjemmebane.

Det var det overbevisende facit for FC Nordsjælland efter ugens Superligakamp mod AC Horsens. Fire af målscorerne i 6-0-sejren var teenagere, hvilket om muligt gør bedriften endnu mere imponerende.

Men i Farum er man ikke så overrasket endda.

Læs også:Spilforslag til Superligaen: Trodseffekt i Horsens?

Frank Hjortebjerg er i hvert fald ikke. Assistenttræneren fortæller, at det er sådan tingene er i FC Nordsjælland:

- Det kan ikke komme bag på nogen, at når vi scorer mål, er der gode chancer for, at det er en teenager, der scorer. Så det er ikke nogen overraskelse. Jeg har godt hørt nogle snakke om, at det måske var første gang, at så mange teenagere scorer i samme kamp. Men for os er det jo bare hverdag. Business as usual, siger han til klubbens hjemmeside.

Han glæder sig i stedet over holdets alsidighed og noterer sig, at fem forskellige spillere kom på tavlen i opgøret.

Læs også:Optakt: FC Nordsjælland - SønderjyskE

- Det, jeg synes, der er mest spændende, er, at det er fem forskellige målscorere. Eller seks, hvis man er sød mod Rothmann. Det siger jo noget om, at vi bringer mange forskellige spillere op omkring modstanderens målfelt. Og det vil vi gerne. Især mod hold som Horsens, der er passive i deres måde at gribe det defensive an på. Så skal vi have mange med op omkring feltet. På den måde bliver det mere naturligt for os, at vi har flere forskellige målscorere. I stedet for de samme to-tre spillere, siger assistenten.

Næste kamp for de nordsjællandske tigre er søndagens opgør hjemme mod SønderjyskE. At man lige har vundet 6-0 har ikke den store betydning for indstillingen mod sønderjyderne.

- Om vi er favoritter eller underdogs, har vi samme ambitioner på spillets vegne. Det gør faktisk ikke den store forskel, hvem vi møder. Vi går selvfølgelig efter tre point, for det gør vi altid. Specielt når vi jagter en plads i mesterskabsspillet. Alt andet end havde været uambitiøst, når vi har haft en pre season, som vi mener, har været sindssyg god. Vi har virkelig lagt et solidt fundament for de seks kampe, som er tilbage af grundspillet. Så vi skal jagte et resultat i hver kamp, siger Frank Hjortebjerg.

Læs også:Superliga-spørgsmål: Bliver OB hægtet af som de første?

Læs også:Efter debut i Superligaen: Han bliver en markant spiller

Læs også:FCM-forsvarer kræver fuld fokus mod Hobro: Alle kampe er lige vigtige