FC Midtjylland vendte fredag aften et truende nederlag til sejr, da holdet slog Esbjerg 2-1 på udebane i 3F Superligaen.
Esbjergs angriber Yuri Yakovenko havde bragt hjemmeholdet foran 1-0 efter 56 minutter, men først udlignede kantspilleren Mikael Anderson, og seks minutter senere sikrede forsvarsspilleren Alexander Scholz så FCM sejren.
Esbjerg havde ellers holdt gæsterne fra chancer i store dele af kampen, og særligt midterforsvareren Rodolph Austin kom i vejen for meget.
Esbjerg var tæt på at udligne i slutminutterne, da angriberen Adrian Petre brændte en friløber, men hjemmeholdets spillere måtte se sæsonens niende liganederlag i øjnene.
Efter nederlaget ligger Esbjerg næstsidst i Superligaen med ni point, mens FCM ligger øverst med 35 point.
Læs også:LIVE: Sådan gik det, da Esbjerg mødte FC Midtjylland
Gæsterne var i kontrol i kampens indledning, men Esbjerg var farligst og havde flere gode muligheder.
Kantspilleren Mathias Kristensen var tæt på to gange.
Først var han ved at score et spektakulært mål, da han fra omtrent 40 meter forsøgte at løfte bolden over FCM-keeper Jesper Hansen, som vippede skuddet på stolpen.
Ti minutter senere skød Mathias Kristensen bolden snert forbi stolpen.
En af forklaringerne på, at FCM trods boldovertaget ikke blev farlig, var Esbjergs midterforsvarer Rodolph Austin.
Læs også:FCM-profil vil undgå gentagelse: Vi skal føre med mere end ét mål
Han vandt stort set alle sine dueller, og han stoppede flere lovende angreb fra FCM med sine glidende tacklinger.
Ti minutter efter pausen udnyttede Esbjerg så endelig en af holdets gode muligheder, da Yuri Yakovenko sparkede bolden i mål.
Men med næsten 20 minutter tilbage udlignede FCM-kantspilleren Mikael Anderson, da han kom først på Awer Mabils indlæg og sendte bolden i mål.
Seks minutter senere prikkede Alexander Scholz sejrsmålet ind efter et hjørnespark.
Esbjerg var tæt på en sen udligning, da Adrian Petre fik en friløber, som han skød et pænt stykke forbi mål.
/ritzau/
Læs også:Bedst og værst: Austin krigede forgæves for Esbjerg
Læs også:Priske på vej mod permanent trænerjob i FCM: Han står i en stærk position
Læs også:Esbjerg-anfører: Den gode følelse fra sidste sæson er næsten væk nu