Efteråret kunne ikke have gået meget dårligere for Marc Dal Hende. I begyndelsen af sæsonen var han helt uden for FC Midtjyllands kamptrup, fordi han håbede på at blive solgt, og da han endelig blev lukket ind i varmen igen, blev han skadet.
Derfor spillede den tidligere så faste starter og profil kun tre kampe i hele den første halvdel af sæsonen. Men Dal Hende er efterhånden ved at være sine skadesproblemer så meget kvit, at han spille igen.
- Status er, at jeg trænede fuldt med i dag (i går, red.) og har haft 80 procents-træninger stort set hele sidste uge, så det er en opadgående kurve lige nu, og der er fuldt fokus på, at jeg står helt skarpt. Jeg håber, jeg får lov at spille en halvleg, inden vi rammer Dubai, og så er jeg ellers ved at være oppe i omdrejninger igen, så det er dejligt, siger Marc Dal Hende til tipsbladet.dk.
Hvor skrækkeligt efteråret end var for FCM-backen, kom der da én god ting ud af det: Dal Hende fik på ny bekræftet, at han lever en privilegeret tilværelse.
Læs også:Tvivler på Dal Hende-salg: For ham handler det om at blive helt klar
- Det var selvfølgelig ikke det efterår, jeg havde håbet på. Det siger sig selv. Men jeg vll ikke gnide for meget i det nu. Nu ser vi bare fremad, og jeg er bare sindssygt glad for at være tilbage på banen med gutterne. Det er det her, man virkelig savner, når man er ude, og man finder ud af, hvor fedt et job man egentlig har. Jeg sætter egentlig bare pris på, at jeg er tilbage igen, siger han.
Marc Dal Hende vender tilbage til et hold, der ligger på førstepladsen i Superligaen. Er det samme tilfældet efter 16 forårsrunder, venter endnu et mesterskab. Han var selv en del af den trup, der vandt guld for halvandet år siden, og den slags skaber et særligt bånd spillerne imellem, mener han.
- Nu har jeg prøvet lidt forskelligt i min karriere; jeg har prøvet at rykke ned, spille med bundhold, og nu har jeg været så heldig at prøve at vinde et mesterskab og en pokaltitel. Det her med at vinde mesterskaber er noget helt specielt, man får sammen som hold, så det går vi benhårdt efter at gøre igen til sommer, siger Dal Hende.
Netop fordi han har prøvet at begå sig i begge ender af tabellen, sætter Marc Dal Hende pris på succesen på en anden måde.
Læs også:Transferplanen: FC Midtjylland jagter ny højre back
- Jeg siger altid til dem, som føler, at det er et stort pres at spille i topklubberne: De har ikke spillet i klubber, hvor de skal prøve ikke at rykke ned. Fordi dér er der pres på. Det her er fedt, og jo, der er pres på, det skal der være, men det er på den fede måde. Det der, når man står og skal spille om, om det skal være 1. division næste år, og der er en masse, der mister jobbet; der kan man sige, at der er pres på. Det her er bare fedt, siger backen.
Alt tyder på, at Dal Hende også spiller det vigtige forår for FC Midtjylland. Selv om han aktivt forsøgte at blive solgt i sommer, har han efter eget udsagn ingen planer om et januarskifte i denne omgang.
Som han siger:
- Jeg har altid været sindssygt glad for at være i Midtjylland, og det udtalte jeg også i sommer. Jeg elsker jo at være her. Jeg fokuserer overhovedet ikke på det. Jeg fokuserer kun på at komme tilbage og på, at vi skal vinde det her guld.
Læs også:FC Midtjylland uden flere nøglespillere i testkamp
Læs også:FC Midtjylland-træner om skadet kvintet: Intet alvorligt
Læs også:Superligaens bedste: FCM og Wilczek slutter årtiet på toppen