Video : Tipsbladet
Superliga

FCM og FCN glipper stort midtbanetalent

Det bliver ikke i denne omgang, at midtbanetalentet skifter til Danmark. Han bliver i Djurgården.

FC Midtjylland og FC Nordsjælland har hentet adskillige skandinaviske talenter i det seneste års tid plus det løse, men Isak Alemayehu bliver ikke den næste i rækken.

Den 16-årige svensker, der blev Djurgårdens yngste debutant nogensinde i fjor, var ellers på besøg i FC Midtjylland i sidste måned, ligesom også Superligaens aktuelle førerhold, FC Nordsjælland, angiveligt havde stortalentet på radaren. Klubberne var endda klar til at give ham en lønstigning på 4.900 procent ifølge en svensk journalist.

Men frem for at skifte til Danmark har Isak Alemayehu valgt at skrive under på en professionel kontrakt med Djurgården, som løber frem til og med 2025.

Djurgårdens sportsdirektør, Bosse Andersson, bekræfter over for klubbens hjemmeside, at der var interesse for Alemayehu fra udlandet.

Den 16-årige hovedperson forklarer sin beslutning om at forlænge med Djurgården således:

- Jeg havde et par muligheder, men jeg har hygget mig rigtig godt i min tid i Djurgården og har passet godt ind i gruppen på Kaknäs (Djurgårdens træningsanlæg, red.). Det er meget udviklende for mig at spille med de ældre gutter på holdet, som er rutinerede, og jeg lærer meget af dem. Så Djurgården er det rigtige miljø for mig at udvikle mig i, og derfor valgte jeg at blive her.

Isak Alemayehu gør sig som midtbanespiller og er ikke den eneste spiller, som Djurgården har snuppet for næsen af FC Midtjylland denne vinter. Også Lucas Bergvall fra Brommaprojkarna var angiveligt et emne et på Heden, men endte i Djurgården.