FCM klapper i om svensk stjerne: Vi har set historien
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCM klapper i om svensk stjerne: Vi har set historien

FC Midtjylland ønsker ikke at kommentere på den påståede interesse i Oscar Hiljemark.

Oscar Hiljemark bliver for andet transfervindue i træk rygtet til FC Midtjylland, men mandag skriver Ekstra Bladet, at handlen - som altså heller blev til noget i sommer - hænger i en tynd tråd. Forhandlingerne mellem klubberne er angiveligt gået på grund.

Ofte sker der ting og sager i den afsluttende uge af et transfervindue, så det sidste kapitel i sagen om Oscar Hiljemark og FC Midtjylland behøver ikke være skrevet, men hvis historien har en fortsættelse, er FCM ikke meget for at afsløre noget om handlingen.

- Vi har også set historien, og nu bliver den så dementeret. Jeg vil ikke kommentere på noget i den historie. Vi kigger kun efter spillere til den centrale del, hvis der er tale om en spiller, vi kan se virkelig vil kunne give noget på alle parametre, siger sportschef Svend Graversen til tipsbladet.dk.

Ekstra Bladet skriver ydermere, at de strandede forhandlinger om Oscar Hiljemark kan åbne op for, at Emiliano Marcondes vender tilbage til FC Midtjylland. Offensivspilleren var udlejet til Superligaens tophold i efteråret, men er nu tilbage i London.

- Han var en dygtig spiller for os i efteråret, men lige nu og her er han Brentford-spiller og startede inde i weekenden og var tæt på at score til 1-1. Jeg tror, Brentford er rigtig glade for Emiliano, så det er status quo, siger sportschefen.

Læs også:Medie: OB-spiller forhandler med AGF og Randers

Fokus på afgange
FC Midtjylland er ofte garant for et festfyrværkeri mod slutningen af et transfervindue, men med fem dage til deadline lyder Svend Graversen ikke som en mand, der forventer sig noget voldsomt af de sidste døgn.

Der skal imidlertid nok ske noget.

- Det bliver ikke indgående spillere, der kommer til at tage vores tid. Vi har nogle spillere, som vi skal have fundet nogle muligheder til, og det er det, vi arbejder hårdt på. Så må vi se, om der kommer yderligere forstærkninger, men Brian Priske er meget tilfreds med den nuværende trup, siger han.

FC Midtjylland har tidligere meldt ud, at spillere som Kaan Kairinen, Sammy Skytte, Babajide David Akintola og Manjrekar James kan ryge i dette transfervindue. Det vil formentlig blive på lejeaftaler.

- Vi skal finde de bedste muligheder sammen med spillernes rådgivere. Får vi et rigtig godt tilbud, ryger vi også ind på den bane, men ellers bliver det udlejninger, lyder det fra Svend Graversen.

Læs også:Onuachu afslører: Jeg var lige ved at droppe fodbolden

FC Midtjylland, der overvintrer fire point foran FC København, har denne vinter fået tilgang af Anders Dreyer og Lasse Vibe, og sportschefen er meget tilfreds, når han ser på truppens sammensætning.

- For et halvt år siden stillede vi os selv det spørgsmål; hvor står vi? Vi havde skiftet nogle markante ambassadører for klubben, men jeg synes, vi har fået nogle klare svar, som mest har været positive.  Det betyder ikke, at vi ikke skal videre. Vi skal stadig være åbne for muligheder, men det er vigtigt at huske, at transfers også kan komme nede fra vores egne rækker, slutter Svend Graversen.

FC Midtjylland møder Lyngby Boldklub i årets første Superliga-kamp den 17. februar. 

Læs også:FC Midtjyllands stortalent afviser udlejning: Jeg vil bryde helt igennem her

Læs også:Halvt år som klubløs: Strømsgodset tager dansker med på træningslejr

Læs også:Nicki Bille skal i fængsel: Dropper at anke sag