Video : Tipsbladet
Superliga

FCM har afvist millionbud på profil: Jagter guld

Efter indkøb for over 200 millioner kroner i 2023 har FC Midtjylland tilsyneladende ikke tænkt sig at lade profiler gå i januarvinduet forud for forårets gulddyst med FCK og Brøndby.

Oven på et skuffende 2022 og en kæmpe skuffelse i foråret sidste år, hvor holdet missede medaljeslutspillet, er der kommet fart på FC Midtjyllands Superliga-hold.

FC Midtjylland og FC København ligger med et points forspring i 2023-pointhøsten i Superligaen, og med tre point ned til københavnerne og to point flere end Brøndby IF kan FC Midtjylland naturligvis ikke tillade sig andet end at strække sig så langt som muligt for at vinde guld i foråret.

Transferbetalinger for over 200 millioner kroner og mange flere millioner oveni i agentsalærer og signon-fees lægger også et pres på fodboldklubben.

Og med Anders Holch Povlsen som ny hovedaktionær siden august har midtjyderne også det økonomiske bagland og ballast til at tage tilbud på profilerne mere køligt end på noget andet tidspunkt i klubbens 25-årige historie.

Det har konkret udmundet sig i et nej til et tilbud på venstre backen Paulinho denne januar.

Tilbuddet kom fra en klub i Frankrigs Ligue 1, og det følger efter flere tilbud og følere fra klubber i bedste række i hjemlandet Brasilien i 2023, hvor blandt andre storklubben Corinthians forsøgte at lokke FC Midtjylland til at slippe den erfarne back, der er i færd med at lære dansk.

Men nogle millioner kroner er ikke tillokkende for FC Midtjylland på en guldjagt, der har potentiale til at kaste et mesterskab, en tur i de nye europæiske ligaspil og dermed sportslige og økonomiske gevinst til en værdi af et trecifret millionbeløb af sig.

Læs Paulinhos egne overvejelser om henvendelserne i sommeren 2023 her

Paulinho har efter nogle udsving i 2021 og 2022 været en af FC Midtjyllands bedst og mest stabilt spillende folk i 2023, og med mindre midtjyderne har en perfekt afløser, der på sigt også ville være en opgradering, klar, er der intet rationale i at sælge Paulinho for 10-15 millioner kroner denne januar trods tro tjeneste og en meget høj stjerne i klubben.

Det virker til gengæld sandsynligt, at midtjyderne kunne lade backen gå til sommer, hvis lysten til et klubskifte stadigvæk er der til den tid, og Paulinho ikke lokkes af en tur eksempelvis i Europa Leagues nye ligaspil, hvor spillerunde syv og otte afvikles i tredje og fjerde uge af januar i 2025.

Ud over et konkret tilbud fra en klub i Ligue 1 har der også været følere fra andre klubber i Europa i denne måned, uden disse klubber på nogen måde lader til at have større chancer end franskmændene for at lokke FC Midtjylland til at risikere guldchancerne mod nogle millioner kroner i klubkassen her og nu.

FC Midtjylland er åben for at sige farvel til Iver Fossum og Charles i dette transfervindue, samtidig med at man under de rette omstændigheder gerne vil have en ny central midtbanespiller, som både kan være en defensiv oprydder eller forskellige former for ottere med offensive kompetencer i værktøjskassen.

Her er det værd at bemærke, at det tidligere nævnte transfermarked i Brasilien og ligaerne i Sverige og Norge har meget længere åbent i transfervinduerne nu end Superligaen.

I Brasilien kan klubberne købe og hente spillere indtil 7. marts, mens Sverige har åbent til 27. marts og Norge hele vejen til 3. april.

Læs mere om FC Midtjyllands transfer-position omkring midtbanepladserne her.