FC København er Danmarks mest velhavende fodboldklub, og rigdommen skyldes som bekendt ikke, at der gror penge på træerne i hovedstaden.
De mange millioner er havnet på kontoen i kraft af gode spillersalg og ikke mindst succes i Champions League, og det er noget, der bliver mødt med respekt af Claus Steinlein, der er administrerende direktør og sidder på pengekassen i FC Midtjylland.
Det fastslår bornholmeren i Viaplay-programmet "Topmødet", som er et fællesinterview med Claus Steinlein, Peter Christiansen og Carsten V. Jensen.
- To mesterskaber i træk og to gange gruppespil i Champions League - det er jo ikke normalt i Skandinavien, at man kan det, så det har været flot arbejde. Det må jeg tage hatten af og have respekt for, siger Steinlein og nævner FCK's økonomiske muskler som en væsentlig faktor for klubbens succes:
- FC København har en sindssyg økonomi, og det er jo der, de slår os to andre klubber - det viste de også i transfervinduet, hvor de brugte lidt ekstra penge på et i forvejen stærkt hold. FCK har sindssygt mange gode spillere, og deres udfordring kan måske blive, hvordan de får alle de store spillere til at harmonere, hvis de kun skal deltage i en turnering.
Når Claus Steinlein kigger på FC København-truppen, er der særligt en spiller, FCM-direktøren gerne havde set løbe rundt på MCH Arena.
- Jeg ville da gerne have haft jeres målmand, hvis jeg kunne vælge en enkelt, siger Steinlein henvendt til Peter Christiansen og henviser til Kamil Grabara.
Om Claus Steinleins pointe angående økonomien i FC København, siger "løvernes" sportsdirektør:
- Vi bruger de penge, der skal til, men vi får også payoff på det. Vi skal have en bundlinje, der kan retfærdiggøre de investeringer, siger "PC" og bemærker, at han også fornemmer en stor investeringsvillighed i både FCK og Brøndby, hvilket han betegner som en god ting for dansk fodbold.
FC Midtjylland er på førstepladsen i Superligaen ved vinterpausen - to point foran Brøndby og tre point foran FCK.