Video : Tipsbladet
Superliga

FCK’er: I har ikke set det bedste af mig endnu

Karlo Bartolec finder sig godt tilpas i FC København, hvor han har fået nye arbejdsopgaver. Men han kan lægge yderligere på.

Tre måneder har Karlo Bartolec været i FC København, efter han tog skridtet videre fra FC Nordsjælland i sommerens transfervindue.

Med et travlt kampprogram har Bartolec efterhånden fået sine kampe for de danske mestre, og det har været gavnligt for den taktiske forståelse for kroaten. Landsholdsbacken skulle nemlig indstille sig på andre opgaver.

- Nu har jeg været her i tre måneder, og er faldet godt til i truppen. Og både holdkammeraterne og trænerteamet støtter mig meget. Men jeg kan stadig bygge på og I har ikke set det bedste af mig endnu. Jeg har især skullet vænne mig til de anderledes defensive opgaver som højre back i FCK, end hvad jeg har været vant til i FC Nordsjælland, men jeg kommer mere og mere efter det og snart sidder det helt på rygraden, siger Karlo Bartolec til fck.dk.

Bartolec har indtil nu kæmpet med Guillermo Varela om spilletiden på højreback.

- Det har været helt okay at dele spilletiden med Varela her i starten af sæsonen. Vi gør hinanden bedre i det daglige og så er det op til Ståle at beslutte, hvem der skal spille de enkelte kampe. Og så må vi se, hvem af os, der bliver førstevalget for fremtiden, siger Bartolec.