Som spiller optrådte Marcus Lantz i den bedste række i Sverige, Danmark, Italien og Tyskland, og nu får han også chancen som træner. Han er netop blevet udnævnt som ny chef for Allsvenskan-oprykkerne Mjällby AIF.
Klubben skriver på sin hjemmeside, at Lantz har fået en etårig kontrakt med option på endnu et år, og at han overtager styringen af holdet, når det begynder træningen til januar.
Læs også:Tidligere FCK'er afviste svensk klub: Af familiemæssige og sociale årsager
- Det er gået rigtig hurtigt. Han var på vores listen, men jeg mødtes med ham i søndags og følte, at vi klikkede med det samme. Det føles godt, og han står for de værdier, som vi synes er vigtige, for at en træner skal passe ind i Mjällby IF, siger sportschef Hans Larsson til Fotbollskanalen.
Den nu 44-årige Marcus Lantz stoppede sin spillerkarriere i 2012 og blev derefter først U21- og så cheftræner i Örgryte i Superettan, og de to seneste år stod han i spidsen for Kopparbergs/Göteborg FC i den bedste række for kvinder i Sverige.
Som spiller nåede han at spille hundredvis af kampe for hold som Helsingborgs IF, Torino, Hansa Rostock, Brøndby IF og Landskrona BoIS.
Læs også:Tidligere Brøndby-spiller er gået trænervejen: Har fået tilbud fra flere klubber
Lantz erstatter succestræneren Milos Milojevic, der førte Mjällby op i Allsvenskan. Triumfen fik parterne til at genforhandle den kontrakt, der ellers løb to år endnu, men de kunne ikke blive enige om vilkårene for en ny aftale - og blev så i stedet enige om at rive den gamle over.
Den tidligere FC København-spiller Tobias Linderoth, der stod over for Lantz flere gange i Superligaen i midten af 00'erne, afviste forleden jobbet i Mjällby. Hans familie bor for langt væk, så han kunne ikke få det til at hænge sammen.
Læs også:Avis: Allan Kuhn kan afløse Lantz i svensk klub
Læs også:Tidligere Brøndby-profil fyret som træner
Læs også:Örgryte-træner hylder Elmander: Han betyder meget