FCK vil hente millionbeløb
Illustration
Superliga

FCK vil hente millionbeløb

Ifølge BT er FCK på vej med en kapitalindsprøjtning i form af et trecifret millionbeløb.

FC København er på vej tilbage i tidligere tiders forfatning, og nu ser det ud til, at klubben snart tager et væsentligt skridt fremad for at styrke de økonomiske muskler, der i sidste ende kan gøre klubben endnu stærkere på fodboldbanen. Det skriver BT. 

Ifølge avisen har FC Københavns ledelse således arbejdet på at skabe en kapitalindsprøjtning på op mod 200 millioner kroner til den sportslige del af Parken, altså FC København. Planerne er endnu ikke blevet offentliggjort, men det er tilsyneladende ideen, at projektet skal præsenteres, når årets sidste kamp - opgøret mod Real Madrid i Champions League på tirsdag - er overstået.

FC Københavns direktør Anders Hørsholt har i et interview med Tipsbladet i november slået fast, at klubben har tænkt sig at investere i fodboldholdet i nær fremtid. 

- Vi skal investere i at få det hold, der er i stand til at komme gennem kvalifikationen til Champions League. Det er det, der er vores overordnede målsætning efter indfrielsen af det delmål, der hedder et mesterskab. For selv om andre måske er favoritter til mesterskabet lige nu, så går vi efter det, og hvis nogen prøver at tage det fra os, så skal de få kamp til stregen, sagde Anders Hørsholt ved den lejlighed.