Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-profil: FC Midtjylland er kneben mesterskabsfavorit

Viktor Fischer er meget tilfreds med FC Københavns efterår og forudser tæt løb med FCM om mesterskabet.

FC København fik med en 2-1-sejr over OB mandag aften reduceret FC Midtjyllands forspring i toppen af 3F Superligaen til fire point.

Det skete, efter at FCM søndag tabte 1-3 til AGF, og dermed er spændingen om mesterskabet i høj grad genskabt.

FCK's offensivprofil Viktor Fischer ville mandag da også højst gøre FCM til kneben favorit.

- Det er et meget lige forhold, og den kan falde begge veje, men jeg er meget optimistisk. Vi bliver bedre og bedre, og vi tror meget på os selv.

Læs også:Fischer jubler over comebacksejr: En af vores bedste kampe

- Det er lige mellem os, og sådan tror jeg, det bliver helt indtil det sidste. Men måske hedder den 55-45 i FC Midtjyllands favør.

- Vi går på ferie med en rigtig god fornemmelse. Vi er videre i pokalen, stadig med i Europa og er kun fire point fra førerholdet.

- Vi har alt at spille for i foråret. Det ville vi også have haft med syv point op, men det føles bare, som om at vi har lidt mere at spille for nu, siger Viktor Fischer.

Hos FCK var man generelt meget glad efter mandagens opgør. Anderledes var humøret hos taberne fra OB.

Læs også:FC København dukker OB og æder af FCM-forspring

Her var man især utilfreds med det straffespark, der førte til, at FCK udlignede til 1-1.

OB-træner Jakob Michelsen mente således ikke, at forsvarsspilleren Oliver Lund gjorde noget forkert i duellen med Michael Santos.

- I min bog er der ingen tvivl. Den var uden for feltet, og det er Michael Santos, der søger kontakten, så jeg er meget, meget overrasket over, at dommeren pegede på pletten.

- Jeg er vanvittigt bitter over, at vi står med nul point, når man har været så relativt tæt på en sejr, men jeg vil også gerne sige, at det var en fuldt fortjent FCK-sejr, siger Jakob Michelsen.

/ritzau/

Læs også:Årets sidste Superliga-kamp: Solbakken bænker cypriotisk angriber

Læs også:Fischer roser Solbakken: Det har været en kæmpe fordel for mig

Læs også:FCK er uden Bjelland til OB-opgør