FCK nedkæmper FCN i fin generalprøve til europæisk brag
Foto: Getty Images/Jan Christensen
Superliga

FCK nedkæmper FCN i fin generalprøve til europæisk brag

FCK fik en god optakt til storkampen mod Malmö FF, da det blev til en 1-0-sejr over FCN i 3F Superligaen.

Med en 1-0-sejr over FC Nordsjælland fik FC København søndag en glimrende generalprøve til torsdagens Europa League-brag mod Malmö FF.

Den svenske klub gæster Telia Parken torsdag aften i gruppespillets sidste runde, hvor ét point er nok til at sende FCK videre i Europa League.

Søndagens sejr betyder samtidig, at FCK i 3F Superligaen blot er fire point efter topholdet FC Midtjylland – i hvert fald for en stund.

I søndagens sene superligakamp møder FCM nemlig Brøndby på udebane, og her kan midtjyderne altså øge forspringet, så det atter er på syv point efter 19 kampe.

Dame N'Doye blev matchvinder i 1-0-sejren mod FCN, der var en ganske jævn affære, hvor FCK dog viste den afgørende skarphed.

Fra kampens start havde begge hold svært ved at sætte sig på spillet, hvilket gav en ujævn åbning med meget skiftende boldbesiddelse.

FCN satsede på hurtige kontrastød, men savnede tydeligvis karantæneramte Mohammed Kudus til at skabe uro i FCK’s bageste kæde.

FCK tog føringen i det 28. minut, da Dame N'Doye var først over en returbold fra FCN-keeper Nicolai Larsen og let kunne score til 1-0 i tomt mål.

Resten af første halvleg bød på løse chancer i begge ender, men både FCK’s Pep Biel og FCN’s Mikkel Rygaard manglede den sidste præcision, da chancen bød sig.

Starten af anden halvleg bød heller ikke på de helt åbne scoringschancer.

FCN's Ibrahim Sadiq fik en stor mulighed i det 68. minut, mens den indskiftede FCK'er Carlo Holse sparkede i sidenettet tre minutter senere.

Værterne pressede godt på i kampens afslutning og skabte chancerne til at få et point, men FCK holdt stand og hentede en kneben, men uhyre vigtig sejr.

/ritzau/