Video : Tipsbladet
Superliga

FCK klar til at sælge kantspiller: Vi skal have de penge, han er værdsat til

Ståle Solbakken og FC København er klar til at slippe kantspiller Nicolaj Thomsen, men det kræver, at en klub er klar til at smide de millioner, FCK vil have for kantspilleren.

Han havde håbet på meget mere, da han i 2017 skiftede fra franske Nantes til danske FC København, men Nicolaj Thomsen må sande, at der har været plads til forbedring i sin tid hos de danske mestre.

Thomsen, 26 år, har haft svært ved at komme på holdet - dels på grund af skader, dels på grund af hård konkurrence, og derfor har den tidligere AaB'er nu taget en beslutning om at søge videre i karrieren.

Og Ståle Solbakken står ikke i vejen for Thomsen, der har kontrakt med FCK frem til sommeren 2021.

- Han er en af dem, der har ytret et ønske om, at han vil spille regelmæssigt. Han er velkommen til at tage konkurrencen, men vi havde allerede dialogen i sommer. Så kom alle skaderne, og det gjorde det vanskeligt at gøre det (sælge, red.). Hvis Thomsen finder en klub, han nu er tilfreds med, og vi får de penge, som han er værdsat til, står jeg ikke i vejen, siger FCK-manageren om Nicolaj Thomsens situation.

Læs også:Ragnar Sigurdsson missede FCK i 2017: Jeg har fortrudt det lige siden

Nicolaj Thomsen afslog selv at tale om fremtiden mandag på FC Københavns træningsanlæg, men i december fortalte han om sit ønske om at forlade FC København.

- Min nuværende situation er ikke holdbar. Jeg har brug for at spille fodbold, og det gør jeg ikke lige nu. Jeg er rigtig glad for at være i København og elsker byen, men det handler om at spille fodbold.

- Jeg synes, jeg har spillet godt, når jeg har fået chancen, og jeg føler, jeg har været skarp til træning. Men vi er mange gode spillere, og der bliver ikke kigget min vej i øjeblikket, sagde Nicolaj Thomsen til Ritzau i december.

Og at det ikke er blevet til mere fast spilletid på det seneste er ifølge Solbakken både et udtryk for skader samt konkurrencesituationen.

Læs også:FCK giver Ragnar Sigurdsson kort kontrakt

- Han spillede i en periode, hvor Viktor lå lige bag Doye. Der spillede han til venstre (på midtbanen), og han spillede godt i lange perioder. Han har også været udsat for konkurrence, og så gik skulderen af led. Så der har været nogle ting. Men samtidig har han ikke været mere skadet til sidst, siger Ståle Solbakken.

Tidligere har AaB været meget interesseret i at få Thomsen tilbage, men klubben fra Nordjylland har ikke uanede midler at gøre med og skal gerne spare. Samtidig er den varmeste fortaler, Allan Gaarde, ikke længere sportsdirektør i klubben.

Nicolaj Thomsen har i alt spillet 50 Superliga-kampe for FC København - bare fire har været i denne sæson.

Læs også:Langtidsskadet FCK-duo tilbage på træningsbanen

Læs også:Overrasket FCK-boss: Forhandler med nogle, vi knap har hørt om

Læs også:FC København-emne er landet i Skotland: Tæt på Celtic-skifte

Læs også:Bænket FCK-kant: Der skal ske et eller andet