FCK-keeper: Vi skal stå godt defensivt
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
Superliga

FCK-keeper: Vi skal stå godt defensivt

Defensiv soliditet og offensiv skarphed bliver alfa omega, hvis FC København skal have noget med hjem fra aftenens Europa League-opgør.

Hvis man har set bare ganske få minutter af Ståle Solbakkens FC København-hold på udebane i europæiske turneringer, er man mere end klar over, at det ikke just er sprudlende, offensiv fodbold, der bliver praktiseret.

Solbakkens benhårde kalkule er da også at få et point med hjem fra udebaneture med knaldhårdt defensivt arbejde. Det kommer umiddelbart til at være udgangspunktet i aften mod Dynamo Kyiv, og så gælder det om at udnytte de chancer, de kommer til i løbet af matchen.

Læs også:Solbakken før mødet med tidligere FCK-spiller: Han kostede os 50 millioner

- I disse kampe gælder det om at stå godt i defensiven og være effektive i offensiven. Det har vi været i de to første gruppekampe og det gælder i allerhøjeste grad også denne gang, hvis vi skal have et godt resultat med hjem. Og selv hvis jeg skulle få en hovedrolle i aften, er det bare noget, jeg ser frem til som målmand, siger Kalle Johnsson til fck.dk.

Den svenske keeper har forberedt sig grundigt til opgøret, hvor han skal forsøge at holde blandt andre den tidligere FC København-spiller Benjamin Verbic fra fadet.

Læs også:Nicklas Bendtner: Når bare det første mål kommer

- Det bliver en stor udfordring, og en god test for os som hold. Vi har studeret dem både offensivt og defensivt, og så skal Kim (Christensen, red.) og jeg også se lidt video af deres offensive spillere og forberede os grundigt på kampdagen.

- Jeg har faktisk ikke fået nogle insider-informationer om ham (Verbic, red.) endnu, men det er jeg sikker på, at Kim har helt styr på, og det skal jeg nok også få inden kickoff - men jeg ved da, at han har et godt spark, siger Johnsson.

Kampen starter i aften klokken 21.00.

Læs også:FCK venter med Bendtner-beslutning: Fire måneder er jo ikke meget tid

Læs også:Optakt: Dynamo Kiev - FC København

Læs også:FCK-anfører er klar til gensyn: Han skal ikke prøve at lave smarte ting