FCK advarer fans: Vi risikerer tomme tribuner i den nærmeste fremtid
I morgen møder FC København Malmö FF i en afgørende Europa League-kamp. Der er allerede udsolgt, og det tegner i det hele taget til, at opgøret bliver et af de største i skandinavisk klubfodbold i 2019.
FCK udsender dog forud for kampen en advarsel om, at noget, der er sket i et par af efterårets andre store kampe, ikke skal gentage sig: affyring af romerlys.
Pyroteknik strider mod både loven og reglerne i UEFA, Superligaen og Telia Parken, men i blandt andre kampene mod Brøndby og Malmö FF tidligere i sæsonen var det udbredt i FC Københavns fanafsnit. Det ser klubben dog gerne, at den slipper for torsdag aften. Det kan nemlig komme til at koste den dyrt.
Læs også:Medie: UEFA overvejer - FCK risikerer at skulle udelukke tilskuere
- Samtidig er der også alvorlige sanktioner for klubben som følge af brud på lovgivningen om brug af pyroteknik. Det kan potentielt medføre tomme tribuner til vores kampe i den nærmeste fremtid, skriver FCK på klubbens hjemmeside.
- Samlet set er det en meget alvorlig situation, der potentielt kan skade F.C. København meget. Det er vigtigt at gøre det klart, at når UEFA tildeler FCK bøder og andre sanktioner for pyroteknik på stadion, så får vi de straffe, fordi det sikkerhedsmæssigt ikke er forsvarligt, og vi bliver som klub holdt ansvarlige for, at sikkerheden er der for alle tilskuere.
Læs også:Pyro-bøder efter derby: Brøndby skal betale det dobbelte af FCK
Klubben tilføjer, at den allerede er i dialog med forskellige fangrupper og myndigheder om at komme pyroteknikken til livs.
UEFA idømte FC København en bøde på 70.000 euro (523.000 kroner) for affyring af pyroteknik og et banner med påskriften "UEFA mafia" efter klubbens seneste møde med Malmö FF i begyndelsen af oktober. FCK er desuden seks gange i løbet af de seneste år idømt bøder af Fodboldens Disciplinærinstans på grund af pyroteknik.
TV3 Sport skrev for to uger siden, at UEFA overvejede lukke den nederste del af B-tribunen i Parken, hvor FCK's mest højrøstede fans opholder sig.
Læs også:Efter pyroteknik og baneløber: UEFA åbner sag mod Danmark
Læs også:DBU kritiserer opførsel hos nogle af de danske fans: Fuldstændig uacceptabelt
Læs også:BIF-stopper er fortaler for brug af sikker pyro: Det skaber god stemning