FC Midtjylland vil snakke kontrakt med Jakob Poulsen om en uge
Han er 35 år og hjertet i FC Midtjyllands maskinrum på den centrale midtbane. Men trods en i fodboldmæssig sammenhæng fremskreden alder er der ikke meget, der bremser den tidligere landsholdsspiller Jakob Poulsen.
De danske mestres anfører har i fire og et halvt år bare misset fem Superliga-kampe. Det er ganske enkelt imponerende for en mand i den fodboldalder, og Jakob Poulsen gav over for Ritzau i fredags udtryk for, at han er klar på mere FC Midtjylland, hvis klubben også er det, og det ellers hænger sammen.
Jakob Poulsen har kontraktudløb til sommer, men Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, indikerer nu, at man allerede i næste uge kan tage hul på snakken om forlængelse med Poulsen.
- Vi har en god dialog med Jakob, og når vi har overstået den sidste kamp (i efteråret), sætter vi os ned. Så må vi se, hvor han og vi er henne. Det er det gode ved vores klub - vi tager sådan noget løbende, siger Svend Graversen til tipsbladet.dk.
Jakob Poulsen skiftede til FC Midtjylland i 2014 fra AS Monaco, hvor han var røget ud i kulden, og siden har han været fast inventar på den centrale midtbane hos de danske mestre.
- Han betyder meget (for FC Midtjylland, red.). Han har været med til at vinde to DM-titler, og han har været med på hele denne lange vej. Det er en god person, der passer godt ind i klubben, og Jakob er vellidt.
Svend Graversen er også imponeret af Jakob Poulsens fysiske formåen.
- Jeg ville ønske, at jeg havde en fysik som ham, da jeg var 35 år, siger Svend Graversen, der også fortæller, at Jakob Poulsens fysik har overlevet at gå fra tre til to centrale midtbanespillere.
Jakob Poulsen, der scorede fredag mod OB på straffespark, har ud over FC Midtjylland og AS Monaco en fortid i AGF, SC Heerenveen og Esbjerg fB.