Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland holder igen med flere drive-in-fester

Drive-in-festen i Herning bliver ikke gentaget lige med det samme. Det var et omfattende projekt, som kostede FCM penge.

Der kommer ikke til at rulle 2000 biler ind til drive-in-fest til alle FC Midtjyllands hjemmekampe i mesterskabsspillet.

Preben Rokkjær, direktør for marketing og support i FCM, fortæller, at klubben ikke har planer om en gentagelse til de næste hjemmekampe.

- Ikke lige nu og her. Og af flere årsager. For det første er det en kæmpe opgave, som vi næste gang gerne vil være flere hænder til at løfte.

- For det andet tænker vi, at det ikke er noget, folk vil gøre til alle hjemmekampe. Det er noget, folk vil opleve en gang hvert halve eller hele år eller måske til en guldkamp, siger Preben Rokkjær.

Mandagens drive-in-begivenhed i Herning, hvor FCM mødte AC Horsens, var et kæmpe projekt, som også kostede klubben penge.

Det var kun takket være klubbens sponsorer, at det lykkedes at holde drive in-udgifterne nede på cirka en kvart million kroner.

- Det er i hvert fald ikke noget, vi kommer til at praktisere fast til de næste hjemmekampe.

- Det vil være svært at gentage konceptet, som var målrettet til at være en verdenspremiere i drive-in-fodbold. Vi skal lige sunde os, forklarer Preben Rokkjær.

Han fortæller, at arrangementet primært blev båret af flere hundrede frivillige, fordi klubben har mange ansatte, der er hjemsendt på regeringens støtteordning.

FCM vil ikke udelukke, at klubben vil arrangere drive-in-fodbold i fremtiden.

- Vi håber selvfølgelig, at vi kan få folk ind på stadion. Men gør vi ikke det, så må vi prøve at være kreative på en anden måde.

- Men drive-in er langtfra noget, vi kommer til at gøre til hver hjemmekamp, fastslår Rokkjær.

Det kan også blive en kombination af fans til drive-in og folk på stadion, hvis forsamlingsforbuddet ændres, og det bliver tilladt med tilskuere på stadion i begrænset antal.

- Der er mange muligheder. Det kan være, at der kommer 500 ind på forskellige sektioner på stadion. Det afhænger af, hvordan vi får lukket op.

- Vi vil helst have fansene ind på stadion, og kan vi ikke det, må vi tage den derfra, siger han.

Den 25-årige FCM-fan Mathias Engtorp var mandag med til drive-in og måtte rulle alle vinduer ned i pinsevarmen, men han nød oplevelsen trods de høje temperaturer i bilen.

- Det var en super god oplevelse. For os, der ofte kommer på stadion, giver det en fællesskabsfølelse at være tæt på stadion. Det er jo bare specielt at være sammen om noget.

- Man kan diskutere, om dem på de bageste rækker og dem ude i siderne havde den bedste oplevelse, men for mig, som sad lige foran skærmen, var det en rigtig fed oplevelse, siger Mathias Engtorp.

/ritzau/