Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland er ikke i dialog med Tim Sparv om ny aftale

FC Midtjylland har en række spillere med kontraktudløb efter denne sæson. Én af dem er Tim Sparv, som ulvene endnu ikke er i dialog med.

En række spillere i FC Midtjylland nærmer sig kontraktudløb, og ét af de mere prominente navne er midtbanespilleren Tim Sparv, som er anfører på det finske landshold, der netop har kvalificeret sig til EM næste sommer.

32-årige Tim Sparv kom til FC Midtjylland fra Greuther Fürth i sommeren 2014, og han har været en markant skikkelse de seneste fem år, men efter denne sæson udløber hans kontrakt, og FCM er på nuværende tidspunkt ikke i dialog med finnen om fremtiden.

Læs også:FC Midtjylland-anfører storroser trænerstaben: Der er nærmest en kådhed

- Lige nu er det vigtigste, at Tim kommer tilbage og præsterer fuldt ud for FCM. Vi er rigtigt glade for Tim, men som med alle andre har vi også fokus på hans skadeshistorik. Han er dog så professionel, at vi ikke har bekymringer omkring Tims kontraktudløb. Den tager vi, når der er mulighed for det, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen til Herning Folkeblad.

Tim Sparv har haft en skadesplaget sæson indtil videre og har blot været i aktion i seks Superliga-kampe for FC Midtjylland, der topper ligaen ganske komfortabelt efter 16 spillerunder.

Læs også:Avis: Stor lønforhøjelse til Brian Priske i FC Midtjylland

Foruden Tim Sparv har også Jesper Hansen, Zsolt Korcsmar og Patrick Da Silva kontraktudløb efter denne sæson. For alle i kvartetten gælder det, at fremtiden er uafklaret, fortæller Svend Graversen til lokalavisen.

Midtbanespilleren Emiliano Marcondes lejeaftale udløber allerede ved årssliftet. 

Læs også:Brian Priske om flot pointsnit: Lad os snakke efter 100 kampe

Læs også:Lillebror Sanneh forlader AaB uden kontrakt

Læs også:Avis: Brøndby vil forstærke forsvaret med tidligere FCM-profil