Video : Tipsbladet
Champions League

Færøske mestre videre i CL-kvalifikationen efter skrivebordssejr

Klaksvik er tildelt en 3-0-sejr over Slovan Bratislava. Færingerne skal nu møde schweiziske Young Boys onsdag.

Det færøske mesterhold i fodbold, KI Klaksvik, er kommet et skridt tættere på Champions League.

Mandag har holdet fået tildelt en skrivebordssejr på 3-0 over Slovan Bratislava i den første kvalifikationsrunde til Champions League-gruppespillet.

Det meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) mandag aften.

Sagen er havnet hos Uefa, efter at kampen mellem Klaksvik og Bratislava to gange blev udskudt på grund af coronavirus hos det slovakiske hold.

Holdene skulle have mødtes onsdag i sidste uge i Klaksvik, men efter et coronatilfælde hos slovakkerne blev hele holdet sendt i karantæne.

Derfor måtte Slovan Bratislavas reservespillere flyves ind, så kampen kunne gennemføres i fredags i stedet, men syv minutter før kampstart blev også den kamp aflyst. Det skyldtes endnu et coronatilfælde hos slovakkerne.

Med skrivebordssejren følger en anden udfordring for Klaksvik-lejren. Allerede onsdag aften skal holdet spille kamp i anden kvalifikationsrunde. Det foregår på udebane mod schweiziske Young Boys fra Bern.

Der er i alt fire kvalifikationsrunder før Champions League-gruppespillet. Den sidste kvalifikationsrunde er kendt som playoffrunden.

FC Midtjylland er den eneste danske deltager i kvalifikationen og skal også i aktion onsdag. Det foregår på udebane i Bulgarien.

Også kvalifikationen til Europa League er ramt af en kedelig coronasag, der har ført til en skrivebordssejr.

FC Prishtina fra Kosovo kommer ikke til at spille mod Lincoln Red Imps fra Gibraltar på grund af otte coronatilfælde. Også den kamp var i første omgang rykket, men bliver nu helt aflyst.

/ritzau/