Video : Tipsbladet
Superliga

Efter Esbjerg-interesse: Peter Sørensen sværger Hobro troskab

Esbjerg ville gerne have fingrene i Hobro-træner Peter Sørensen, men han skal ingen steder, forsikrer han.

Peter Sørensen blev i sidste sæson ansat som redningsmand i Hobro IK, da klubben lå sidst i tabellen i Superligaen.

Redningsaktionen lykkedes, og mange såkaldte eksperter roser den 46-årige træner for at have sat skik på det nordjyske mandskab.

De pæne præstationer har betydet, at Esbjerg fB, som står uden træner efter fyringen af John Lammers, har rettet henvendelse til Peter Sørensen og Hobro-sportschef Jens Hammer Sørensen.

Vestjyderne ville have fingrene i Peter Sørensen, som i en lidt underspillet tone fortæller, at han var stærkt overrasket over interessen.

- Jeg tænkte: "Tak for tilliden," og orienterede Jens Hammer Sørensen om, at Esbjerg havde henvendt sig, og han takkede mig, for at jeg åbent og ærligt havde fortalt det.

Læs også:Peter Sørensen om Hobro-opblomstring: Offensiven var i fokus

- Han slog fast, at det ikke kommer til at ske, og så har jeg arbejdet videre siden da, siger Peter Sørensen.

Træneren mener, at det er en helt naturlig del af mekanismerne i fodboldverdenen.

- Hvis det for en træner går godt i en periode, og der er nogle klubber, der står og mangler en træner, så kan der komme en henvendelse. Hvis der er en spiller, der gør det godt, så kommer der også nogle gange interesse fra andre sider.

- Det afgørende er, at Hobro og jeg har lavet en aftale og er forpligtet til at være der for hinanden. Jeg får mine penge hver måned, og Hobro kan regne med, at jeg er klubbens træner, så længe vi har en kontrakt, siger Peter Sørensen.

Han bruger med andre ord ikke meget tid på at ærgre sig over, at det i denne omgang ikke endte med et skifte til Esbjerg. I stedet glæder han sig over, at det overhovedet kunne være et tema.

Læs også:Bedst og værst: Brandvarm Lyngby-angriber imponerede på ny

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der bliver kede af anerkendelse, men jeg gør mit arbejde i Hobro og er meget glad for det, siger han.

I spillertruppen forstår forsvarsklippen Rasmus Minor godt, at Peter Sørensen kan være et emne andre steder.

- Peter har gjort et fantastisk arbejde, og vi håber, han fortsætter hos os. Peter har været bundærlig omkring det, og den er lukket ned, så det giver tryghed i truppen, siger Rasmus Minor.

Han bakkes op af målmand Jesper Rask.

- Peter har fået meget ud af vores trup. Vi har nu et spilkoncept, som vi gør det ganske fornuftigt i, så jeg forstår godt, at andre er interesserede, siger Jesper Rask.

/ritzau/

Læs også:Hobro: Om EfB så havde budt fem mio havde vi ikke solgt Sørensen

Læs også:Ung amerikaner nyder spilletid i Hobro: Med hver kamp bliver jeg bedre