Det er de færreste, der kan følge med Emmanuel Oti, når han sætter i en sprint, men hurtighed gør det som bekendt ikke alene, og det har man også måttet sande i Esbjerg fB.
Vestjyderne har i et stykke tid forsøgt at afskibe ghaneseren, der slet ikke har været på banen i denne sæson, og nu er det lykkedes. Esbjerg oplyser, at man har ophævet kontrakten med 22-årige Oti.
Læs også:Bundholdet Esbjerg er færdige med at handle: Nye spillere løser ikke noget
- Oti har været meget skadesplaget og derfor har vi ikke fået forløst det potentiale, vi ved han har, hvilket vi selvfølgelig er ærgerlige over. Det er ingen hemmelighed, at han af den grund har været langt fra spilletid på det seneste, og derfor er dette en god løsning for begge parter. Nu handler det om for Oti, at blive fit og genskabe karrieren andetsteds, siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.
Læs også:Overraskelse: AGF henter gammel kending tilbage
Kantspilleren kom til Esbjerg fB i sommeren 2017, og han har været glad for opholdet i Danmark.
- Det har uden tvivl været en god tid i EfB, men desværre har jeg ikke kunne nyde det, jeg elsker allermest grundet skader. I løbet af de svære tider på sidelinjen, har fansene dog støttet mig, og især John Lammers har været vigtig. Jeg kommer til at savne alle i og omkring klubben, og jeg vil gerne takke alle, for at have været en så vigtig del af mit liv, fortæller Oti.
Emmanuel Oti noterede sig for 57 kampe og et enkelt mål for Esbjerg fB.
Læs også:Esbjerg-profil vraget: Jeg var i chok