Esbjerg: Ikke planer om Kian Hansen-salg
Illustration
Superliga

Esbjerg: Ikke planer om Kian Hansen-salg

Kian Hansen gav i går udtryk for, at han gerne vil sælges til januar, men den snak har klubben ikke haft med sin viceanfører.

Det var en utvetydig Kian Hansen, der i går på tipsbladet.dk fortalte, at han var groet fast i de vante rammer i Esbjerg og derfor gerne ville sælges til januar. Helt så klar i spyttet har forsvarsspilleren dog ikke været over for sin klub. 

Niels Erik Søndergård, som er en del af Esbjergs sportslige ledelse, fortæller, at parterne ikke har snakket om et salg af viceanføreren. 

- Nej, det har vi ikke. Det er ikke en dialog, vi har haft, siger han til tipsbladet.dk og gør det klart, at en transfer ikke umiddelbart ligger i kortene.

- Som udgangspunkt er det vores hensigt at holde sammen på truppen og også forstærke den til januar. Vi vil gerne gøre god figur i Superligaen, og så har vi et par spændende kampe i Europa League, og vores stamspillere indgår i de planer. 

Hidtil har der heller ikke været nogle klubber med en stor pose penge og banke på Esbjerg-ledelsens dør. Og det er nødvendigt, for selvom de godt ved, at unge, lovende spillere som Kian Hansen ikke fortsætter i klubben for evigt, ligger et salg ikke lige for. 

- Det kræver, at der kommer en seriøs køber, og det har der mig bekendt ikke været. Der er ingen tvivl om, at vi skal have et pænt bud, hvis det skal være aktuelt. Jeg tror da, at alle spillere med det potentiale, og som har leveret på topniveau herhjemme, har ambitioner om udlandet, når den tid kommer, men det er ikke med i vores planlægning i januar, siger Niels Erik Søndergård.

Bliver Kian Hansen i Esbjerg, er der også masser at spille for. Klubben har som minimum to knockout-kampe i Europa League, mens de skal sørge for at lægge afstand til den nedrykningsstreg, der efterhånden kommer ganske tæt på.