Esbjerg tabte søndag 1-2 til Sønderjyske og er fortsat placeret på 13.-pladsen i 3F Superligaen.
Det vestjyske mandskab har kun scoret ni gange i sæsonen, og er det hold i ligaen, der har scoret færrest mål.
Ifølge Esbjerg-topscorer Adrian Petre er de nødt til at skabe flere chancer, før der kan komme flere mål og point på kontoen.
- Vi skabte slet ikke nok chancer mod Sønderjyske. Vi skabte kun to store chancer, og det er ikke nok til at vinde. Vi fortjente at tabe kampen, siger Adrian Petre.
- Hvis vi ikke begynder at score flere mål og vinde flere kampe, så rykker vi ned i 1. division - det er helt sikkert.
Læs også:20-årig OB'er imponerer i sikker sejr over Horsens
Angriberen startede inde mod Sønderjyske, men blev så taget ud efter 66 minutter, og det frustrerer den rumænske angriber.
- Vi var bagud 0-2 og så tog de mig ud, og det kan jeg ikke forstå. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde spillet dårligt, men det synes jeg ikke, jeg gjorde.
- Så jeg blev frustreret, men det var ikke mit valg, siger han.
Esbjerg-træner Claus Nørgaard så ikke noget galt i, at Petre reagerede på en frustreret måde, da han blev pillet ud.
- Han er en vinder, der gerne vil score mål, så det er kun naturligt, at han var skuffet over at blive skiftet ud, siger Claus Nørgaard.
Læs også:Sønderjyske vil have et tocifret millionbeløb for Bah
Også Nørgaard er ærgerlig over, at der ikke er kommet flere mål på kontoen for esbjergenserne.
- Hvis man ikke laver mål, så er det svært at vinde fodboldkampe.
- Vi træner det rigtig meget og har stort fokus på det, siger træneren.
Esbjerg scorede kun fire mål i de første ni kampe af sæsonen. Efter Nørgaard har taget over som midlertidig cheftræner efter fyringen af John Lammers, har holdet lavet fem mål i tre kampe.
/ritzau/
Læs også:Bedst og værst: FC København blæst ud af Brøndby Stadion
Læs også:Bedst og værst: Gigantisk koks satte SønderjyskE i gang
Læs også:Se højdepunkterne: Esbjerg tabte i hård fight mod SønderjyskE