Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-anfører: Den gode følelse fra sidste sæson er næsten væk nu

I sidste sæson var Esbjerg-spillerne fyldte med selvtillid, men nu er de langt mere usikre, siger anfører Markus Halsti forud for aftenens kamp mod FC Midtjylland.

Vi har efterhånden nået det punkt, hvor Esbjerg fB ikke bare har fået en dårlig start, men har gang i det, der bliver en dårlig sæson, hvis ikke resultaterne snart forandrer sig. Superligaen er halvvejs gennem grundspillet, og sidste sæsons bronzevindere ligger stadig næstsidst med 9 point i 13 kampe.

Nu vender Superligaen-programmet sig, efter holdene har mødt hinanden én gang, og i Esbjerg håber de, at det også bliver et vendepunkt for holdet. For de mange nederlag har sat deres spor.

Læs også:Optakt: Esbjerg fB - FC Midtjylland

I bronzesæsonen kunne EfB'erne næsten ikke være i sig selv for ren og skær selvtillid, men nu kan de godt mærke, at de fede tider er forsvundet.

- Den gode følelse, vi havde i sidste sæson, er næsten væk nu. Dengang følte vi, at vi altid kunne få et resultat, nu er vi blevet langt mere usikre, siger anfører Markus Halsti til JydskeVestkysten.

Læs også:Truppen udtaget: FC Midtjylland fortsat uden flere skadede spillere

Halsti og co. har vundet bare to af sæsonens 13 Superliga-kampe og derudover pokalopgøret mod BK Marienlyst. Det så ellers ud til, at holdet var på vej i den rigtige retning, efter Claus Nørgaard tog over fra fyrede John Lammers, og holdet fik fire point ud af de to kampe mod Brøndby IF og AC Horsens, men de to seneste runder endte med nederlag til SønderjyskE og FC København.

Nu venter så FC Midtjylland fredag aften på hjemmebane. Her endte begge opgør i sidste sæson med 2-2, efter Esbjerg scorede dybt inde i overtiden ved begge lejligheder.

Der er kickoff til det opgør klokken 19.

Læs også:Skadet i går: Esbjerg må undvære lejesvend mod FC Midtjylland

Læs også:Superliga-spørgsmål: Hva' så AGF - hvordan synes I selv, det går?

Læs også:Medie: Esbjerg-emne besøger Færøerne - kan lande trænerjob