DBU og Københavns Kommune har indkaldt til pressemøde på Københavns Rådhus torsdag aften klokken 20 med afklaring om Danmarks EM-værtskab næste sommer.
Ifølge Ritzaus oplysninger er der landet en aftale mellem DBU, Københavns Kommune, Tour-arrangøren ASO og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), så både Touren og EM kan afvikles i Danmark næste sommer.
Dermed kan de danske sportsfans se frem til en stor sportssommer i 2021 med to af verdens største begivenheder i Danmark.
Udskydelsen af EM fra 2020 til 2021 på grund af coronapandemien fik slutrunden til at ramle sammen med Tour-starten i Danmark samme år.
Efter længere tids forhandlinger mellem kommunen, DBU, Tour-arrangøren ASO og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er man nu kommet frem til en aftale, som gør det muligt, at de to megabegivenheder kan deles om pladsen i København næste sommer.
På trods af at den sidste af de fire EM-kampe i København spilles fire dage før Tour-starten i samme by, gav det store udfordringer.
Begge planlægger nemlig maksimal eksponering og synlighed i byen før, under og efter de respektive begivenheder. Dermed kom de til at træde på hinandens ønsker på den konto.
ASO har haft sit på det rene med en uopsigelig kontrakt med Københavns Kommune, mens kommunen og DBU har kunnet droppe EM-værtskabet uden økonomiske smæk fra Uefa, fordi slutrunden blev rykket.
Det blev ikke nødvendigt. Danmark får i stedet en stor sportssommer i 2021 med to af verdens største begivenheder på dansk grund.
/ritzau/