Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-træner om ekstra udskiftninger: Har svært ved at se formålet

Muligheden for at lave fem udskiftninger bliver både modtaget med glæde og skepsis i Superligaen.

Det er ikke alle superligatrænere, der er lige begejstret over, at det i den genoptagede superligasæson bliver muligt at lave fem udskiftninger - to mere end normalt.

- Overordnet har jeg svært ved at se formålet og det nødvendige i det for os i Superligaen, siger Silkeborg-træner Kent Nielsen til DR Sporten.

I Sønderjyske er Glen Riddersholm dog anderledes positiv over tiltaget, der giver mulighed for, at flere spillere kan blive aflastet i et tætpakket kampprogram.

- Fem udskiftninger er det eneste rigtige i den her specielle situation, siger Riddersholm til DR Sporten.

Læs også:SønderjyskE-boss tilfreds med fem udskiftninger: Spillerne er ikke robotter

FC København-manager Ståle Solbakken placerer sig i midten af sine to kollegers holdninger.

- Jeg forstår godt baggrunden for det, men jeg er lidt ambivalent over for det, siger nordmanden på FCK's hjemmeside.

- For jeg er også en "fodbold-traditionalist", i forhold til at vi nu har spillet med tre udskiftninger i mange år, og jeg er ikke tilhænger af, at man laver sådanne ændringer midt i en sæson.

Solbakken mener ikke, at kampprogrammet efter coronapausen er hårdere, end det FCK er vant til.

Læs også:OB-træner så Bundesliga-fodbold: Det var lidt tamt

- De næste tre måneders kampprogram ligner det, vi selv har haft hvert år, og vi har klaret os fint med maksimalt tre udskiftninger.

- Selvfølgelig står vi på mange parametre i en meget speciel situation på grund af coronasituationen, men klubberne har trods alt stadig en pre-season, siger FCK-manageren.

Superligaen sparkes i gang igen næste torsdag med et opgør mellem AGF og Randers i Aarhus.

/ritzau/

Læs også:Troels Bech om coronakrisen: Tror, det forstærker polarisering i Superligaen

Læs også:Randers-træner: Ingen interesse i at sende utryg spiller på banen

Læs også:Fire Superliga-klubber klar til at fritage utrygge spillere fra kamp