Superliga

Ekspert: FCM kan komme i likviditetsproblemer

Med udsigten til endnu et blodrødt regnskab skal FC Midtjylland passe på, at kassen ikke løber tør i 2013 eller 2014, mener en økonomiekspert.

FC Midtjylland skiftede i sidste uge formand og bestyrelse på en ekstraordinær generalforsamling, som en af klubbens stiftere, Steen Hessel, havde indkaldt til.

En time før den ekstraordinære generalforsamling offentliggjorde FC Midtjylland en nedjustering af regnskabet for 2011/2012, som man nu forventer ender i et minus på 35-37 millioner kroner. En voldsom forværring siden sidste efterår, hvor man i klubben sigtede efter en minus på mellem nul og 15 millioner kroner.

Med det resultat vil FC Midtjylland til sommer have spist sig gennem en betydelig del af de 70 millioner kroner, man har fået fra den indiske forretningsmand Shrinivas Dempo, der i december sidste år købte sig til 34 procent af aktierne i klubben.

FC Midtjylland står lige nu til at spare 17 millioner kroner i lønninger og afskrivninger på de spillere, der har kontraktudløb til sommer, men selv med de besparelser har klubben ifølge en ekspert store udfordringer foran sig, hvis den vil undgå at skulle bede aktionærer og nye investorer og en ny kapitaltilførsel i 2013 eller 2014.

- FC Midtjylland vil komme op på at have tabt mindst 110 millioner kroner på tre år. Det er da en udfordring. Det kan sagtens være, at de er nødt til at gå ud og hente ny kapital på et tidspunkt, for de skal stadig opretholde et vist sportsligt niveau. Men når man har tabt så mange penge og bliver ved med at gøre det, så er man nødt til at gå igennem samtlige udgifter med en tættekam. De er nødt til at kigge på alt, også håndbold, siger Rasmus K. Storm til Tipsbladet.

- Dempo har allerede betalt meget for, at der skal komme et produkt ude i fremtiden. Fem-syv år (hvor FCM og Dempo håber at have udviklet indiske spillere, der kan klare sig i Europa, Red.) er lang tid, og FC Midtjylland kan selvfølgelig ikke blive ved med at tabe penge i det tidsrum, som de har gjort indtil nu. Man kan godt tillade sig at sige, at de er i problemer, og at de meget vel kan få brug for at få ny kapital ind. Ellers kommer de i likviditetsproblemer, siger Rasmus K. Storm.

- Det kan være, at de kan få nogle rigtig store transfers, større sponsorindtægter eller flere penge via gode sportslige præstationer. Enten skal de få væsentligt større indtægter eller spare rigtig meget, hvis de vil undgå en kapitaltilførsel, siger Rasmus K. Storm, der bemærker, at andre end FC Midtjylland har problemer med økonomien i Superligaen.

- FC Midtjylland er ikke de eneste, der har det svært. De fleste af ligaklubberne har udfordringer, siger Rasmus K. Storm.

Du kan læse hele historien om den magtkamp, de dårlige økonomiske resultater har udløst i FC Midtjylland, i fredagens udgave af Tipsbladet.

Her finder du også et stort interview med Liverpools og landsholdets Daniel Agger og reportager fra mesterskabs-dramaer i Manchester og Farum.

Du kan også få adgang til Tipsbladets fredagsavis (og tidligere udgaver af bladet) via Tipsbladets E-avis, som du finder her, eller via Tipsbladets Ipad-løsning.

Når du er væk fra computeren, kan du holde dig opdateret på tipsbladet.dk's øvrige nyheder via Tipsbladets Nyheds-app, som du finder her.

Følg Tipsbladets Troels Bager Thøgersen på Twitter under brugernavnet 'TroelsBagerT'.