Esbjerg fB tabte i går kampen mod Randers FC med 3-0. Her til morgen mistede cheftræner John Lammers sit job. Forklaringen er dårlige resultater.
Omvendt har holdet kun spillet ni Superliga-kampe, siden det vandt bronzemedaljer - endda som oprykkere og klubbens første i 15 år. Hvorfor fik Lammers ikke mere snor?
Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen svarer:
- Vi har spillet 11 kampe i hele sæsonen og scoret fire mål (inklusiv Europa League-kvalifikation, red.), og vi har ikke fået de point, vi skulle have haft. Vi har ufattelig meget at takke John Lammers for; han førte os tilbage i Superligaen og var med til at sikre en historisk tredjeplads, men desværre har resultaterne ikke fulgt med i denne sæson.
Hvorfor havde han ikke opsparet mere goodwill?
- Det er også en brutal og kynisk verden, og det er da også forfærdelig. Den her sæson er ekstra brutal og kynisk, fordi tre hold rykker ud, så vi har følt, vi var nødt til at gøre noget.
John Lammers var, før han blev fyret, den træner i Superligaen, der havde haft sit job i tredjelængst tid. Kun Ståle Solbakken og Bo Henriksen overgik ham. Lammers var dermed en kontinuitetens mand, efter klubben nåede at have fem cheftrænere på to år. Dertil kom en række udskiftninger på direktør- og sportschef-posterne.
Jimmi Nagel Jacobsen er enig i, at Lammers repræsenterede tiltrængt stabilitet på sin post, men holder fast i, at resultaterne i denne sæson var så dårlige, at klubben måtte handle.
- Vi synes også, at stabilitet og kontinuitet er vigtigt. John Lammers var den træner, der havde siddet tredjelængst i Superliga, så det viser, at vi også gerne vil have stabilitet og kontinuitet. Men vi må også erkende, at det ikke har kørt for os, så vi har følt os nødsaget til at reagere, siger sportschefen.
Er der fare for, at I vender tilbage til den tilstand, hvor trænerne blev skiftet hyppigt ud?
- Det ønsker vi selvfølgelig ikke. Vi ønsker kontinuitet, og det har vi vist ved, at John var en af dem, der havde siddet længst i hele landet. Derfor tager vi god tid til at finde den nye og rette mand.
Esbjerg fB sendte pressemeddelelsen om John Lammers' fyring ud klokken 8.43 mandag morgen, men Jimmi Nagel Jacobsen slår fast, at klubben ikke havde truffet beslutningen om at fyre træneren før weekendens spillerunde.
Nu tager assistenttræner Claus Nørgaard over. Han har erfaring som Superliga-træner i SønderjyskE, men han er en midlertidig løsning.
- Claus er ansat som assitenttræner. Nu får han en midlertidig tjans som cheftræner, som vi er glade for, han har sagt ja til. Men det er midlertidigt, indtil vi finder en permanent løsning, siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen, der er begyndt at lede efter den løsning.
- Det har vi selvfølgelig taget hul på her til morgen, men den her morgen er gået med mange ting, så det er noget, vi for alvor skal tage fat på nu, når telefonerne lægger sig.