Dramaet fortsætter i Brøndby: Fyrer direktøren
Foto: David Tiemroth/tipsbladet.dk
Superliga

Dramaet fortsætter i Brøndby: Fyrer direktøren

Brøndby IF har valgt at opsige administrerende direktør Søren Vadmand med øjeblikkelig virkning.

Brøndbys bestyrelse har sat administrerende direktør Søren Vadmand på porten. Jesper Jørgensen er ny administrerende direktør
 
Det meddeler klubben i en fondsbørsmeddelelse.
 
Her lyder det også, at sportsdirektør Troels Bech nu også indtræder i direktionen på lige fod med Jesper Jørgensen, så de to fremadrettet vil udgøre øverste ledelse i Superliga-klubben.

Søren Vadmand nåede dermed at sidde i stolen som Brøndby-direktør i godt syv måneder, da han blev hentet ind 1. september 2015.

 
Også i klubbens bestyrelse kommer der ændringer. Nuværende næstformand Thorleif Krarup træder af som næstformand, men fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem, mens Morten Albæk rykker op som næstformand. 
 
Jan Bech Andersen fortsætter som formand.
 
Tirsdag kom det ellers frem, at netop Jan Bech Andersen via en undercover-profil på et fan-debat-forum har kritiseret både nuværende træner Thomas Frank og tidligere sportschef Per Rud i hårde vendinger. Den sag har Brøndby endnu ikke reageret på.