Hvem skal stoppe mægtige Bayern München fra at vinde sit niende mesterskab i træk?
Umiddelbart ligner det en meget svær opgave, men hvis der er et hold, der kan, er det Borussia Dortmund, lyder det fra Poul Hansen, der er ekspert i Bundesligaen på TV3 sport.
- Det skal være Dortmund. Det er lidt den eneste mulighed, og jeg synes også, de har et suverænt godt hold og en økonomi, der ikke helt kan følge med Bayerns, men som er tæt på, vurderer han.
- Hvis de kan beholde Jadon Sancho, som det ser ud til, og kan få Erling Haaland i gang, så bliver det tæt, tror jeg. Også tættere end sidste sæson, siger Poul Hansen.
Fredag begynder sæsonen, når Bayern München tager imod Schalke 04.
Selv om fodboldeksperten har svært ved at pege på svagheder hos sidste sæsons "the treble"-vinder, kan den kommende sæsons tætpakkede kampprogram blive et problem.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa kan Bayern München, hvis klubben igen går hele vejen i alle turneringer, komme til at spille 57 kampe i denne sæson.
Det er i gennemsnit en kamp hver 4,44 dag, hvis holdet når Champions League-finalen 29. maj 2021 i Istanbul. Det kan presse truppen.
- På deres stærkeste positioner har de ikke nogen gardering, for ingen, der er gode nok, gider være i klubben, hvis de sjældent spiller.
- Hvis Thiago Alcântara smutter, hvilket han formentlig gør, skal Joshua Kimmich og Leon Goretzka måske spille 90 procent af alle kampe.
- Så det er ikke alle positioner, de er dækket helt ind på, siger Poul Hansen.
Derudover kan en skade til Bayerns største stjerne også blive problematisk.
- Robert Lewandowski har de ikke nogen substitut for. Den største mulighed for de andre hold er sådan set, hvis han bliver skadet, vurderer Poul Hansen.
Alligevel ser truppen dog stærk nok ud til, at mesterskabet formentlig lander, hvor det har gjort de seneste otte sæsoner. Blandt andet på grund af ankomsten af Leroy Sane.
- De kommer til at veksle meget mellem Sane, Gnabry og Koman. Det betyder bare, at de kan stille med et sindssygt potent angreb i hver kamp, uanset hvor tæt kampprogrammet er.
- Desuden har klubben flere unge spillere, der er på vej frem, med den sult unge spillere bare har. Jeg tror simpelthen, Bayern München kommer til at smide for få point, afslutter Poul Hansen.
/ritzau/