Divisionsforeningen om Randers: Spændende, når nogen gør noget nyt
Fredag aften skydes Alka Superligaen i gang med kampen mellem AGF og AC Horsens, men allerede tidligere fredag blev Superligaen kickstartet af en kronik, som Michael Gravgaard og kommunikationschef Kristian Fredslund har skrevet til Tipsbladet.
De peger på konkrete ting, som skal være med til at sikre, at Superligaen ikke bare beholder, men styrker sin position i forhold til produktet.
Noget af det, Randers dog selv tager initiativ til, er at åbne op til omklædningsrummet, kontoret med mere.
Klubben har takket ja til at lade sig filme til Canal 9's program "Superliga Backstage - Randers FC", og det glæder Divisionsforeningen, at klubben tager nye initiativer.
- Det er spændende, når nogen foretager sig noget nyt. Det fedeste ved Alka Superligaen er, at den er vores. Der er nærhed, det er tæt på. Det er ikke en flok multimilliardærer, der tåger rundt på en ø. Og derfor synes jeg også selv, at Alka Superligaen er bedre at se end alt muligt andet.
- Jeg er helt vildt glad for, at turneringen nu går i gang. Jeg elsker den. Og det er fedt, at ligaen bliver dyrket, for det skal vi gøre. Men vi gør allerede meget - hvis du ser en Alka Superliga-kamp, er du med i omklædningsrummet, hører fra trænerne før kampen, i pausen, og du hører fra hjælpetrænerne undervejs, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, til tipsbladet.dk og forklarer:
- Det handler om at lukke fansene så meget ind som overhovedet muligt.
Ved at åbne døren til klubben håber Randers FC på at kunne give mere, end publikum har været vant til.
- De skal være med til at dele sejrene såvel som nederlagene med folk ude bag skærmene. De skal give en større forståelse, hvorfor en træner eller spiller agerer som han gør. Fra overvejelser om personlig fremtid til overvejelser om formationsændringer eller spilkoncepter, sagde Michael Gravgaard i sin kronik, som du kan læse ved at klikke her.