Video : Tipsbladet
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: Moralen er stærk i AaB

Tipsbladet.dk zoomer ind på 14. spillerunde i Superligaen.

14. spillerunde i Superligaen er næsten færdigspillet, kun mandagsbraget mellem AGF og FC København mangler at blive afviklet. Weekendens kampe bød på mange mål, masser af dramatik og ikke mindst røde kort.

Hele fire spillere fik marchordre - herunder målmændene Michael Lansing og Patrik Carlgren, der begge så rødt for to enslignende situationer. Med en mand i undertal formåede hverken AC Horsens eller Randers FC at score point. 

Tipsbladet.dk ser her nærmere på nogle af de ting, vi lærte af 14. spillerunde.

Moralen er stærk i AaB

Der er helt sikkert noget at arbejde med i AaB, men én ting fejler i hvert fald ikke noget; moralen. Det satte nordjyderne en tyk streg under søndag aften.

Ugen op til SønderjyskE-kampen har været hård for AaB-spillerne. Først modtog de nyheden om, at den værdsatte sportsdirektør Allan Gaarde var blevet fyret, og fredag kom så den triste melding, at cheftræner Jacob Friis ikke ville være med på sidelinjen søndag aften, fordi hans tre-årige datter har fået konstateret leukæmi. 

Læs også:Avis: Ronnie Schwartz forlader Silkeborg IF

Med godt 10 minutter tilbage mod Sønderjyske var AaB bagud 0-1, og det var svært at forestille sig, at gæsterne kunne slå tilbage, men så vi viste holdet en imponerende mental styrke. I de sidste minutter af kampen maste nordjyderne de sønderjyske værter og hentede en flot 3-1-sejr. 

Efter kampen dedikerede den dobbelte målscorer Mikkel Kaufmann sejren til Jacob Friis og familien. 

OB har sammensat en giftig angrebsduo

OB er stærkt besatte i angrebet med spillere som Bashkim Kadrii, Sander Svendsen, Issam Jebali og Anders K. Jacobsen, men der er ingen tvivl om, at det er konstellationen Kadrii/Svendsen, som cheftræner Jakob Michelsen helst vil bringe. 

Og det forstår man godt.

De to OB-angribere ser for alvor ud til at have fundet melodien sammen, og søndag gik det hårdt ud over FC Nordsjælland. Et skadesplaget OB-mandskab vandt 3-1 på hjemmebane takket være to mål af Sander Svendsen og et enkelt af Baskim Kadrii. Kadriis mål blev scoret efter fint forarbejde af Sander Svendsen.

Læs også:AaB-vikar: Håber, jeg har jobbet så kort tid som muligt

Tilsammen har Sander Svendsen og Bashkim Kadrii scoret 13 mål og lavet fem assists i denne sæson, og med tanke på, at duoen blot har dannet angrebspar i få måneder, tegner det for alvor lovende.

André Riel stemplede igen ind i Superligaen

André Riel fik en god start i Superligaen som angriber for FC Helsingør, men i AGF gled han i glemslen og spillede stort set ikke. At han dog stadig har sin berettigelse som angriber i landets bedste række, fik man syn for søndag.

Her var André RIel dagens mand i skysovs for Lyngby Boldklub i 2-1-sejren over AC Horsens. Først trak han et rødt kort til ACH-keeper Michael Lansing, der fældede Riel i en helt fri position, og senere afgjorde angriberen kampen til de kongeblås fordel, da han scorede to mål i anden halvleg.

André Riel har rundet de 30, og dermed har han ikke talrige skud tilbage i bøssen i forhold til en karriere i Superligaen. Det må have været med en god - og tiltrængt - fornemmelse i maven, at Lyngby-angriberen lagde hovedet på puden søndag aften. 

Læs også:FC Midtjylland-reserve blev vraget til kamptrup: Forlod træning i vrede

Læs også:Jens Stage om AGF: Det er klasse

Læs også:Officielt: Lars Olsen er ny cheftræner i Esbjerg fB