Det lærte vi af Superligaen: FC Midtjylland er i en klasse for sig
FC København hentede for et par runder siden tre point ind på FC Midtjylland, men søndag mistede Ståle Solbakkens mandskab igen terræn i toppen af dansk fodbolds bedste række.
Der skal et gigantisk kollaps til, hvis ikke guldet skal ende hos Brian Priske og FC Midtjylland.
Lad os se nærmere på, hvad vi lærte af Superligaens 27. runde, hvor der fortsat mangler at blive spillet opgøret mellem Silkeborg IF og OB.
Her er, hvad vi lærte af 3F Superligaen.
Der er klasseforskel i toppen
Læs også:Første kamp i 13 måneder for FCM-keeper: Det er unaturligt for mig
Godt nok tabte de til AC Horsens på hjemmebane, da Superligaen vendte tilbage i slutningen af maj, men FC Midtjylland har siden været suveræn og har fået fortjente sejre. Sejren for en uge siden over FC Nordsjælland var yderst fortjent og kom, efter midtjyderne bare tillod to afslutninger mod mål. Sammenlign det med FC Københavns 1-1 kamp i Farum søndag, hvor Ståle Solbakkens mandskab var yderst presset og skulle bruge flotte redninger fra "Kalle" Johnsson for at hente det ene point.
Det er et godt billede på forskellen mellem FCM og FC København i denne sæson, hvor Brian Priskes mandskab i toppen har 11 point ned til FCK med ni runder igen. Der skal et mirakel til, hvis FCK skal vinde mesterskabet. FC Midtjylland buldrer videre og er bedst.
Kampen om tredjepladsen er stadig åben
AGF, Brøndby og FC Nordsjælland spillede alle uafgjort, og dermed er det stadig helt åbent i kampen om tredjepladsen i Superligaen. AGF er favorit til at tage bronzemedaljerne med fem point ned til Brøndby og seks til FCN.
Da Brøndby og AGF spillede uafgjort, lignede Brøndby ikke et hold, der kan hente fem point på AGF, så måske er farligste konkurrent FCN. Farum-klubben skal dog hente hele seks point på AGF og har i denne sæson haft det svært mod hold fra top seks.
Læs også:Spilforslag til Superligaen: OB sabler Silkeborg IF
Nedrykningsspøgelset melder sig i Lyngby og OB
Lyngby Boldklub tabte i weekenden med 0-1 til SønderjyskE, og dermed fik SønderjyskE halet ind på Lyngby. Lige nu er der bare to point mellem Lyngby og SønderjyskE, mens OB har tre point ned til SønderjyskE, der ligger treer i puljen, der også tæller Silkeborg.
Det er vigtigt for alle tre klubber at slutte et eller to, fordi man så undgår en kamp mod den anden pulje-treer, hvor taberen rykker ud af rækken.
Lige nu ligner det, at det kan blive en gyser, der varer helt til sidst i gruppespillet.
Læs også:Brøndby-træner går efter bronze: Havde været umuligt, hvis vi tabte
Læs også:Brøndby-islænding vild med Schwäbe: Han er en klassekeeper
Læs også:AaB'er giver ikke op: Oplagt at jagte bronzemedaljerne