Superliga

Den nye Kadrii skifter klub i 2012

B93-talentet Bassel Zakaria Jradi spillede i går reserveholdskamp for OB. Jradi bliver allerede kaldt for den nye Bashkim Kadrii, men selv om de spiller samme plads, er han en helt anden type.

I 2010 skiftede Bashkim Kadrii fra B93 til OB. På rekordtid har han etableret sig som en Superliga-profil og fået debut på det danske A-landshold.

I går skrev OB på sin hjemmeside, at de har i disse dage har en ny B93'er til prøvetræning. De skrev, at han var forsvarsspiller, men 18-årige Bassel Zakaria Jradi er en offensivspiller, der kan spille både i angrebet og på kanterne. På 2. divisionsholdet i B93 huserer han på venstre kanten.

Så ja, sammenligningen med Bashkim Kadrii ligger lige for, men faktisk er de to helt forskellige kantspillere.

- Han er en høj, atletisk kantspiller, der er fysisk stærk og har et godt hovedspil. Han har ikke teknik og speed som en Bashkim, men han er alligevel fantastisk med bolden. Han tør udfordre sine modspillere og tager gerne duellerne. Man kan sammenligne ham lidt med Youssef Toutouh, der kom til FCK i sommer, siger sportschef i B93 Frank Nielsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: OB vil lave en ny Kadrii

Frank Nielsen var talentchef, da Bashkim Kadrii tog til OB for godt et år siden. I dag er han sidestillet sportschef med Erling Bøje, og Nielsen er manden, der har fået opholdet i OB i stand gennem de kontakter, han skabte i Odense, da Kadrii blev solgt.

- Vores talenter skal prøve sig af andre steder, og derfor har vi også selv arrangeret det her ophold for Bassel. Vi ønsker en vurdering af, hvordan han klarer sig, når han kommer ind i et mere konkurrencepræget miljø, hvor træningskvaliteten selvfølgelig også er en anden end hos os i 2. division. Det er altså ikke OB, der har taget initiativ til det her, men det er klart, at i og med han spiller og træner med dem, får de en mulighed for at tage stilling til ham, siger Frank Nielsen, der mener, at Jradi gjorde en god figur i reserveholdskampen fore OB i går.

- Han fik de der 70 minutter, og han spillede en fin kamp, og så træner han jo med dem her til formiddag og to gange i morgen, og så må vi se, om der sker noget derefter.

På sigt skal Bassel Zakaria Jradi tage skridtet fra 2. division til en Superliga-klub. Det forventer, Frank Nielsen og B93 i hvert fald. Under alle omstændigheder forventer de, at han forlader klubben, inden hans kontrakt udløber ved udgangen af 2012.

- Vi har ikke travlt med at komme af med ham, men han er en talentfuld spiller, og vi kender og accepterer vores plads i fødekæden. Her har vi at gøre med en spiller, som vi kan se har potentialet til at blive Superliga-spiller, selv om han i teorien stadig er U/19-spiller. Vi tror på, at han er væk, inden kontrakten med os udløber, for han har brug for at komme til en større klub for at fortsætte sin udvikling, mener Frank Nielsen.

B93 ligger nummer ni i 2. division Øst. Bassel Zakaria Jradi har scoret to mål.